Formand for Møn Svømmeklub Jacob Lind instruerer de to tvillinger Malou og Felix, mens far Frederik Petersen lytter med. Foto: Claus Vilhelmsen
Anastazia på fire år sammen med sin bonusfar Danny Hansen fra Vordingborg. Foto: Claus Vilhelmsen
Bagefter tørner Anastazia selv ud. Foto: Claus Vilhelmsen
Der var et pænt fremmøde før frokost, og senere kom der endnu flere. Foto: Claus Vilhelmsen
Freja Helene Hansen, der nu bor i København, men er født og opvokset i Præstø, har sammen med sin kæreste (ses i baggrunden) købt sit eget paddle board. Det har kostet hende 2.500 kr., og derudover har hun også investeret i en redningsest. Det tog ca. 10 minutter at puste boardet op. Foto: Claus Vilhelmsen
Freya Magine fra Stenløse er i Præstø sammen med sin veninde Signe. Det er første gang, hun er ude på en SUP, men alligevel holder hun sig oppe på boardet hele tiden uden at vælte. – Det er ikke så svært, det er nok fordi, jeg ikke vejer så meget, mener hun. Foto: Claus Vilhelmsen
Markus Nielsen fra Næstved prøvede et SUP for første gang. Det gik ikke rigtigt i starten. Foto: Claus Vilhelmsen
Markus forsøger at komme op på boardet. Foto: Claus Vilhelmsen
Boardet glider fra Markus, men til sidst lykkes det ham dog at komme op på det og holde balancen. Foto: Claus Vilhelmsen
Vild med Vand er støttet af Nordea Fonden og Vordingborg Kommune, som har givet penge til en undervandsscooter og en undervandsdrone og er blevet til i et samarbejde med Naturstyrelsen. Foto: Claus Vilhelmsen
Kan man stå på et paddle board første gang uden at vælte? Det kunne lade sig gøre for nogen og ikke for andre, da Møn Svømmeklub stod for arrangementet »Vild med Vand« ved Præstø Fjord lørdag.
Men farligt var det jo ikke, og både børn og voksne morede sig gevaldigt. Ud over at prøve kræfter på et stand up paddleboard (SUP) kunne de fremmødte vandhunde også komme ud på en sit-on-top-kajak, prøve en vandkikkert, fiske med fiskenet og få en tur i redningsbåden.
Men hvad lavede en svømmeklub fra Møn dog i Præstø, der har så mange klubber, som er fokuseret på vand?
– Det er et stort setup, og Præstø Kajak & Padle Klub har ikke kræfter til det, forklarer formnd for Møn Svømmeklub Jacob Lind.
– Forhåbentlig får de flere medlemmer i klubben i Præstø efter sådan et arrangement, det vil vi da være glade for, fortsætter han.
En del af noget større
I virkeligheden var arrangementet lørdag bare et af 38 arrangementer, som Møn Svømmeklub laver sommeren over.
– Vi har 33 arrangementer forskellige steder på Møn, tre i Præstø og to på Ore Strand i Vordingborg. Næste gang vi kommer til Præstø bliver 5. august, lover Jacob Lind.
En kuriøsitet, men måske noget der er kommet for at blive, var registreringen af alle, der prøvede en af aktiviteterne. Det var ikke for at snage i folks privatliv, men pga. Covid-19.
Skulle en af deltagerne være smittet, vil det være hurtigt og nemt at advare de andre om at blive testet i en fart.