Tangoelskere vil lære det gående kram fra sig

Fritid: Mester og tidligere elev er vilde med den argentinske dans. Nu åbner de danselokale for at undervise i trinene.

Argentinsk tango er den tætte omfavnelse uden at gå ind i spillet om forførelse eller seksualitet. Her giver Anja Foged Hansen og Victor Hugo Diaz en lille smagsprøve.

Gæsterne på den københavnske café kigger en smule forundret op fra de små borde, da en kvinde med rødbrunt hår og en høj, mørklødet mand med mundskæg pludselig stiller sig ud midt på gulvet, tæt omfavnet, i dansepositur. Når man nu i længere tid lidenskabeligt har talt om tango, kribler det i kroppen på sydamerikaneren og sydsjællænderen for at demonstrere, hvad den argentinske version går ud på. Med blød tangomusik i baggrunden danser parret rundt på få kvadratmeter, og det er noget, der for en stund fjerner opmærksomheden fra kaffekopper og mobiltelefoner. Seancen i caféen er en ordløs dialog mellem to mennesker, der tæt omfavnet skaber en dans, der er inspireret af hinanden og tangoens rytme og melodi.