
Østmøn: I december og januar er der blevet knoklet for at sikre Klinteparken mod vinterstorme. To vinterstorme i 2022 ødelagde den gamle betonmur, som måtte fjernes, inden badesæsonen satte ind for alvor sidste år. Hen over efteråret blev der politisk taget stilling til, hvilken beskyttelse der skulle til, fordi der er tale om et kystbeskyttelsesanlæg til mere end 1 million kroner. Et såkaldt skråningsanlæg.
Entreprenørfirmaet VG A/S vandt opgaven efter en udbudsrunde og gik hurtigt i gang med opgaven. Her i slutningen af januar står anlægget færdigt, og der er blevet indbygget mere end 600 m3 filtersten, som sørger for at en speciel geotekstil-dug bliver holdt på plads. Dugen sørger for at bølger i voldsomt vejr ikke kan skylle materiale ud af skrænten.
Der er også blevet indbygget omkring 900 m3 dæksten, som er de store synlige sten i anlægget, der har en diameter på mellem 70 og 150 cm. De vejer et sted mellem ½ og 1½ ton hver især.
De store sten har den fordel, at de tager energien ud af de bølger, der rammer dem under stormvejr. Det kunne den gamle højvandsmur ikke. Her blev bølgetilbageslaget med nærmest uændret energi, og så kunne der ske større erosionsskader.
Det oplyser Vordingborg Kommune.