Premieren på Liberty af Kristján Ingimarsson Company var udsolgt og der blev klappet af holdet forestillingen, der var en rejse gennem kompagniets vigtigste, værste og vildeste forestillinger gennem 25 år, og som gav et både surrealistisk og humoristisk indblik i den kreative udvikling der er sket for kompagniet.
Undervejs i forestillingen var der både højlydt latter og gys blandt publikum, der kvitterede med stående ovationer, da skuespillerne nåede til vejs ende med den fysisk enormt krævende forestilling. Loungen i Pavillon K summede efterfølgende af ord som “tankevækkende”, “crazy” og “smuk”.
Vi skal lave mange flere
Kristján Ingimarsson er en af Pavillon K’s professionelle medlemmer, og han bruger huset som sin arbejdsplads til daglig. Gennem et tæt samarbejde med Pavillon K kunne det derfor lade sig gøre både at lægge hele prøveperioden og samtlige otte opførelser af Liberty i huset.
– Vi er meget stolte over at præsentere forestillingen hos os, siger Gitte Nielsen, der er leder af Pavillon K.

– Vi har ambitioner om at vi skal lave mange flere af disse samarbejder i fremtiden, for vi vil have, at borgere i Vordingborg Kommune skal komme til at opleve meget mere af alt det, som de utrolig mange scenekunstnere, der bor og arbejder i vores kommune, og som næsten alle er medlemmer af Pavillon K, laver af forestillinger og scenekunstprojekter, fortsætter hun.
Dén ambition er Liberty et godt eksempel på, for selvom Kristján Ingimarsson Company er et nationalt og internationalt anerkendt og turnerende kompagni, så er det her truppen har premiere.
– Og det er helt exceptionelt, slår Gitte Nielsen fast.
Liberty spiller igen fredag 31. marts klokken 19.30 og på FLASH festival for unge lørdag 1. april.
Mille