Region Sælland får ny fængselsbetjent-skole

Stort flertal i Folketinget er enige om at oprette en ny afdeling af skolen for fængsels- og transportbetjente i Sydøstdanmark for at afhjælpe manglen på fængselsbetjente i fængslerne øst for Storebælt.

Foto: Kenn Thomsen
Venstres formand for retsudvalget, Morten Dahlin, der er valgt i Sjællands Storkreds, glæder sig over at der nu bliver kortere vej til uddannelserne til føngselsbetjent og transportbetjent for unge på den sydlige del af Sjælland, Lolland og Falster. Sjællandske Medier

Der kommer stadig flere indsatte i landets fængsler, men der mangler personale, især fængselsbetjente, til at passe på dem. Og problemet vokser i takt med at stadig flere stillinger bliver ledige.

Det forsøger et bredt flertal i Folketinget nu at tackle ved at oprette en ny afdeling af skolen for fængselsbetjente og transportbetjente, der transporterer indsatte til og fra retten og hospitalsbesøg eksempelvis. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Uddannelsen skal placeres et sted i Sydøstdanmark, hvor især det nye, store Storstrøms Fængsel på Falster, har svært ved at rekruttere personale.

– Det her har været et stort ønske for kommunerne på Sydsjælland og Lolland-Falster i noget tid. Med den her uddannelse løser vi ikke hele problemet med mangel på ansatte, men det er et godt skridt på vejen, siger Venstres Morten Dahlin, formand for Folketingets Retsudvalg og valgt i Sjællands Storkreds, til SN.dk

I dag findes der to afdelinger af skolen for fængsels- og transportbetjente i Møgelkær i Jylland og Birkerød.

En rekrutteringsanalyse udarbejdet af kriminalforsorgen har vist, at mange ansøgere til fængselsbetjent- og transportbetjent-uddannelserne vælger praktik- og ansættelsessted ud fra nærhed til bopælen.

Samtidig har de største rekrutteringsudfordringer i flere år været i Østdanmark, hvor flere af landets største fængsler, herunder Storstrøm Fængsel, er placeret.

– Hvis man bor i den sydlige del af Region Sjælland og ønsker at blive eksempelvis fængselsbetjent, skal man hele vejen til Birkerød i dag for at uddanne sig. Og det fraholder nogen fra at uddanne sig, mens andre flytter for at uddanne sig for derefter ikke at komme tilbage. Så det her er et godt skridt på vejen mod at løse problemet med mangel på fængselsbetjente, siger Venstres Morten Dahlin, formand for Folketingets Retsudvalg og valgt i Sjællands Storkreds.

Placeringen af skolen er ikke fundet endnu. Den skal drøftes i forbindelse med forhandlingerne om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen. Disse er i gang for tiden, og onsdagens melding skal ses om en delaftale i den forbindelse.

– Vores fængselsbetjente og transportbetjente leverer hver dag et uundværligt arbejde for et trygt og sikkert Danmark, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.

– Desværre er der lige nu stor mangel på fængsels- og transportbetjente, og derfor er jeg glad for, at regeringen med et bredt flertal af Folketingets partier i dag kan præsentere en aftale om en ny afdeling af skolen for fængsels- og transportbetjente i Sydøstdanmark, tilføjer han.

Der er afsat cirka 70 millioner kroner i perioden 2022-2025 til den nye afdeling af skolen. Den forventes at have kapacitet til et årligt optag på op til 100 fængselsbetjentelever og 50 transportbetjentelever.

Regeringens støttepartier SF og Enhedslisten har nu fokus på, at der kommer elevløn på uddannelserne.