2023 er året, hvor Kristján Ingimarsson kan fejre 25 års jubilæum som scenekunstner. Det fejrer han med forestillingen ”Liberty“, der er en kakofonisk rejse igennem Krístján Ingimarsson Companys vildeste, vigtigste, værste og sjoveste forestillinger, men samtidig et forsøg på at nå ind til meningen med galskaben.
Hvorfor blev det sådan som det gjorde? Og hvordan kom vi derhen?… Hvor kom det hele fra, er der mon mere at give af og kan omverdenen overhovedet bruge det til noget?
"“Liberty“ er en forestilling om jagten på den originale idé med kreativiteten som drivkraft, om lysten til at udtrykke sig, og nødvendigheden af at være tro imod den originale ide. Om kunst, leg og en løssluppen tilgang til virkeligheden.
Det er det ultimative forsøg på at forklare sig. Om det så lykkes, er en anden anden sag, for som Kristján Ingimarsson udtrykker det:
– Den røde tråd har aldrig rigtig været min kop te. Det er noget jeg bruger en gang imellem for at lime mine tanker sammen så folk kan følge med. Det er ideerne der tæller. Jeg laver forestillinger som henvender sig til hjertet, maven og underlivet. Jeg brænder for at underholde, overraske og gøre det umulige.
Han håber at kunne inspirere andre ved at dele sine tanker om hvad kreativitet er, om hvordan den originale idé fødes, om hvordan man formidler den, og forhåbentlig også give publikum redskaber med hjem, som de kan bruge i deres eget liv.
Retrospektivt og fremadskuende
Samtidigt med at være en bagudskuende rejse gennem Kristján Ingimarsson Companys forestillinger, er "Liberty“ også et fremadskuende blik mod kreativitetens rolle i vores liv. Og så bliver det underholdende, for mens forestillingen indvier publikum i rejsen gennem de krævende, men nødvendige kreative processer, udspiller scener fra blandt andre ”Mike Attack“ ”Blowjob“, ”Blam!“, ”Creature“, "Fools Of The World Unite”, “Morph” og “Room 4.1” sig live foran publikum.
“Liberty” har premiere 24. marts klokken 19.30 med forudgående reception klokken 18.45 og bagefter efterfest.
Forestillingen opføres desuden 25. marts klokken 17 og 31. marts klokken 19.30 samt på FLASH festival for unge lørdag 1. april klokken 11.
Forestillingen “Liberty” præsenteres i et samarbejde mellem Kristján Ingimarsson Company og Pavillon K.
Holdet bag er udover Kristján Ingimarsson selv, Mads Emil Duelund Hansen og Ida Frost. Scenograf er Kristian Knudsen, rekvisitter og kostumer er tilrettelagt af Tanja Bovin, lyddesign af Mikkel Larsen og lysdesign af Erik Lindkvist.