Politiker brød sit partis vedtægter for at lukke skoler

Mette Gerdøe-Frederiksen vidste, hun driblede uden om Enhedslistens regler, da hun leverede den afgørende stemme.

Mette Gerdøe-Frederiksen har kvittet Enhedslisten efter mere end 30 års medlemskab. - Det gør lidt av, indrømmer hun.

Tirsdag meldte Mette Gerdøe-Frederiksen sig ud af Enhedslisten. Onsdag stemte hun som løsgænger på kommunalbestyrelsesmødet i Vordingborg Kommune ja til beslutningen om at lukke fire skoler. I paragraf 14 i Enhedslistens vedtægter står der, at partiets kommunalbestyrelsesmedlemmer forpligter sig til at træde ud, hvis de ikke længere er medlem af Enhedslisten. Mette Gerdøe-Frederiksen skulle med andre ord have overladt sit mandat til en suppleant.

– Ja, det burde jeg have gjort, men det valgte jeg ikke at gøre, siger Mette Gerdøe-Frederiksen.

Hun ragede uklar med Enhedslisten, fordi hun ville lukke skoler, det ville baglandet ikke. I sidste ende blev Mette Gerdøe-Frederiksens stemme afgørende, for flertallet bag beslutningen krabbede sig lige akkurat op på de nødvendige 15 stemmer.

Enhedslistens landskontor i København oplyser, at man ikke kan stille noget op, da vedtægterne ikke er juridisk bindende. Det samme må Enhedslistens lokale bestyrelsesmedlem i Vordingborg-afdelingen Anders Marchsteiner erkende.

– Vi vil opfordre Mette til at give sit mandat videre, siger Anders Marchsteiner.

Mette Gerdøe-Frederiksen har kvittet Enhedslisten efter mere end 30 års medlemskab. – Det gør lidt av, indrømmer hun. Foto: Jens-Christian Borre Larsen