Ny spillestedschef udpeget

Simon Sandfeld er ny spillestedschef for det regionale spillested Stars i Vordingborg. Han efterfølger Andreas Linsdell, der efter 10 år på posten selv valgte at stoppe. Pressefoto
Simon Sandfeld er ny spillestedschef for det regionale spillested Stars i Vordingborg. Han efterfølger Andreas Linsdell, der efter 10 år på posten selv valgte at stoppe. Pressefoto

Med et skarpt felt på 38 ansøgere var det en enig bestyrelse og medarbejderrepræsentant, der pegede på Simon Sandfeld som ny leder af spillestedet Stars i Vordingborg.

– Vi har fundet en person, de både kan favne det, som er, og som kan håndtere en fremadrettet udvikling, udtaler bestyrelsesformand Thorbjørn Kolbo.

Simon Sandfeld er 35 år og opvokset i Sakskøbing på Lolland. Efter studentereksamen fra Nykøbing F. Katedralskole uddannede han sig til journalist på Journalisthøjskolen i Århus og har siden levet af at lave fjernsyn – de seneste otte år med arbejdsplads på Nordisk Film TV i Valby.

Her har han blandt andet været redaktør og redaktionschef på Go'aften Danmark, lavet Bitz Store Kur, Det sene sommershow med Thomas Warberg, Spartan, Ninja Warrior og Kurs mod fjerne kyster.

Sideløbende har han været musikredaktør på Go'morgen Danmark og booket cirka 90 bands om året til at spille live i programmet. Senest stod Simon Sandfeld for musikprogrammet til det store »Knæk Cancer Show 2017« på TV2.

Selv har han spillet trommer siden han var otte år. Han har udgivet et album med det nu hedengangne band »Splendid« og har de sidste 10 år spillet et utal af koncerter med festbandet »Burgermeisters«.