
Et vaskeægte scoop. Sådan må det betegnes for Vordingborg Badminton Klub, der har ansat Jacob Oehlenschlæger som ny cheftræner.
40-årige Jacob Oehlenschlæger har en fortid som elitetræner i flere danske topklubber. Derudover har han været tysk landstræner.
– Vi er sindssygt stolte og glade, lyder det fra Vordingborg Badminton Klubs formand, Steffen Lejre.
Jacob Oehlenschlæger har i forvejen ansvaret for Vordingborg Badminton Klubs ungdom og træningsfællesskabet Team Storstrøm. Fra næste sæson får han også ansvaret for seniorne i Vordingborg Badminton Klub.
Det udvidede samarbejde tager udgangspunkt i en ambitiøs femårs-plan. Her er ét af de nedfældede mål at få klubbens førstehold tilbage på divisionsplan. Det bedste mandskab spiller aktuelt i Danmarksserien, og man skal helt tilbage til 1990erne for at finde klubben i divisionerne. Dengang var man repræsenteret i 3. division.
– Mit personlige mål er 2. division, siger Jacob Oehlenschlæger, der senest var ansat som træner og sportschef i ligaklubben Greve Strand.