Nu går byggeriet af topmoderne springcenter i gang

DGI Huset Vordingborg og Dansk Hal har underskrevet en byggeaftale.

Sådan ser det nye spring- og bevægelsescenter ud indvendigt. Redskaber og inventar vil være i top, siger DGI Husets direktør Hans Snestrup.

I næste uge går byggeriet af et topmoderne spring- og bevægelsescenter i gang på det gamle Panther-grund i Vordingborg. Det oplyser DGI Huset Vordingborg, der i dag, 27. april, har skrevet under på en byggeaftale med Dansk Hal, en bygge- og anlægsvirksomhed, som har stor erfaring med at bygge idrætshaller i Skandinavien.

– Det kommende springcenter vil uden tvivl blive til stor gavn for alle bredde- og elitegymnaster i hele vores region. De kan nu se frem til faciliteter, som ikke findes på så højt niveau på hele Sydsjælland samt Lolland-Falster, siger DGI Husets direktør, Hans Snestrup.

Det nye byggeri bliver på knap 2000 kvadratmeter og kommer ifølge direktøren til at rumme redskaber for 3,7 millioner kroner.

– Jeg kan med sindsro sige, at der er ikke er noget springcenter syd for Køge, som er så godt udstyret som vores, siger Hans Snestrup.

Det nye spring- og bevægelsescenter koster 23,6 millioner kroner.

– Det er DGI Huset, som finansierer det 100 procent, fortæller Hans Snestrup.

Langt tilløb

Planerne for spring- og bevægelsescentret begyndte for en del år siden. Lokale ildsjæle, Vordingborg Kommune og ikke mindst driftige foreningsfolk har kæmpet en stor kamp for at få et nyt gymnastikmekka.

– Vi skylder alle disse mennesker en stor tak for deres ukuelige arbejde for at sikre brugerne optimale rammer, når det gælder spring- og bevægelsesaktiviteter i Vordingborg Kommune, siger DGI Huset Vordingborgs bestyrelsesformand, Nels Petersen.

Det kommende springcenter vil desuden danne ny platform for kommunens mange institutioner, som får tilføjet et sted, hvor sundhed, trivsel og fællesskab kommer i forreste række.

– De nye faciliteter fører i høj grad til DGI Husets vision og ambitioner om at være samlingspunktet for kultur, idræt, uddannelse og erhverv i Vordingborg Kommune, siger DGI Husets næstformand, Michael Seiding Larsen.

Det er planen, at det nye spring- og bevægelsescenter står klar i begyndelsen af næste år.

I lang tid er der blevet snakket om et spring- og bevægelsescenter ved DGI Huset Vordingborg. Nu er det så vidt. Flankeret af DGI Husets direktør, Hans Snestrup (tv), og bestyrelsesnæstformand Michael Seiding Larsen, skriver bestyrelsesformand Nels Petersen under på byggeaftalen med Dansk Hal. Pressefoto
Det nye spring- og bevægelsescenter set fra vest. Facaden bliver lysegrøn.
Sådan ser det nye spring- og bevægelsescenter ud indvendigt. Redskaber og inventar vil være i top, siger DGI Husets direktør Hans Snestrup.