Jørn Rasmussen, formand for Nye Borgerlige i Vordingborg, bakker op om Svend Pedersen, der er medstifter af partiet. Han bliver kritiseret for sin tone på de sociale medier. Det er Svend Pedersens hårde retorik mod særligt kvindelige politiske modstandere, der er blevet oprullet i medierne de seneste dage
– Enhver fugl synger med sit næb. Og hvad hans baggrund har været, det kan jeg jo ikke vide, siger Jørn Rasmussen til Radio4 Morgen.
I slutningen af april 2022 delte Svend Pedersen eksempelvis en artikel på Facebook om, at statsministeren befandt sig i Kiev. Hertil skrev han 'Hvor er de russiske tropper, når man skal bruge dem?'.
Men det er ikke at gå over stregen. Det mener Jørn Rasmussen.
– Hvem pokker kunne ikke ønske hende langt væk? Jeg tror godt, at minkavlerne kunne synes, det var en god bemærkning, siger han.
– Der skal gerne være plads til lidt sarkasme, ellers bliver det for kedeligt. Så længe han bare holder sig til det verbale, så synes jeg, der er vide grænser.
Mediernes skyld
Jørn Rasmussen har også sympati for den tidligere næstformand i Nye Borgerlige, Henriette Ergemann. Hun trak sig efter to uger på posten, da det kom frem, at hun bl.a. havde kaldt den tidligere socialdemokratiske minister Karen Hækkerup for en sindssyg kælling på Facebook.
– Den måde, medierne har blæst det op, og den måde, det er håndteret på generelt, er meget trist og skuffende og primitivt, siger han til Radio4 Morgen.
