
»En glad julestjerne« er titlen på låge nummer to af Inger-Lise Sørensen til Præstøs kunstjulekalender. Hun har valgt motivet for at eksperimentere med en ny måde at lægge farve på – og fordi julestjernen for hende er en »glad« blomst. Julestjernen stammer oprindeligt fra Mexico og blev brugt af de gamle aztekere længe før Kristus til at lave medicin mod feber, til indfarvning af tekstiler og til kosmetik.
En legende fortæller om en bondepige på vej til kirke juleaften. Hun var så fattig, at hun ikke havde en gave med til Jesusbarnet. Af fortvivlelse plukkede hun en buket ukrudt ved vejkanten. Da hun skulle lægge den usle gave frem på alteret, sprang kvistene ud i smukke røde julestjerner.