
Hvad gør man, hvis man som ejer af en lille lokal virksomhed er afhængig af at komme ud til de store julemarkeder, men julemarkederne alle bliver aflyst på grund af coronaen?
For Christina Ritz-Andersen i Præstø er månederne frem mod jul nogle af de allervigtigste. Som indehaver af Wool and wildernes, der primært beskæftiger sig med uldtøj, så er de kolde vintermåneder højsæsonen. Derfor er meget af tiden frem mod jul også normalt gået med at tage rundt til en række af de store julemarkeder rundt om i regionen, men sådan bliver det ikke i år.
På grund af coronaen bliver de traditionelle julemarkeder aflyst på stribe, og det har fået Christina Ritz-Andersen til at tænke ud af boksen.
I samarbejde med en række andre lokale virksomheder i området omkring Præstø arrangerer hun nu »Jul på hjul«.
– Vi har besluttet os for at lave et lidt anderledes arrangement, så vi stadig kan få noget julestemning på trods af alt det her corona, forklarer den lokale iværksætter.
Deler markedet op
Christina Ritz-Andersen har haft sin butik i fire år som en ren netbutik, men hun har for nyligt åbnet en fysisk butik på adressen Vægtervej 1B ved Skibinge. Det bliver en af de i alt seks lokaliteter, som man kan besøge, når »Jul på hjul« finder sted i de kommende to weekender.
I stedet for at lave et stort julemarked, hvor alle mødes det samme sted, vil de lokale iværksættere nemlig lave små markeder hjemme i deres egne rammer, hvor der vil blive pyntet op efter alle kunstens regler.
– Vi holder markederne hver for sig, men vi er fælles om det, så vi sørger for at lede folk rundt til hinanden, så de kan se, hvad området også byder på, fortæller Christina Ritz-Andersen, der er positivt overrasket over opbakningen fra områdets lokale iværksættere.
Styr på afstand
På listen og julemarkedsdeltagere finder man Oremandsgaard Gods og destilleriet, pottemageriet Rødeled, Præstø Vingård, TBW keramik og smykker, BondeWibergsmykker, Sidse Friis Grafik og Billedkunst og Aakanden.
– Ved at dele det ud på flere steder, så mener vi godt, at vi kan overholde retningslinjerne. Det vil jo give et helt andet flow, end hvis vi alle var samlet et sted, forklarer Christina Ritz-Andersen.
Markederne finder sted 7.-8. november og 14.-15. november, Alle dage mellem klokken 10 og 17.
– Hvis det bliver en stor succes, så kan det være, at vi forlænger med flere weekender, lyder det fra Christina Ritz-Andersen.