
Kommunikationsiværksætter og citymanager – begge med en fortid i Vordingborg Erhverv – laver deres egen nye virksomhed.
Der har længe været rigeligt at se til for Camilla Bruun Sørensen, der sprang ud som selvstændig med kommunikationsvirksomheden Bruuns Bureau sidste år, så hun spurgte allerede for nogen tid siden Vordingborgs citymanager, Sacha Keller, om ikke hun var interesseret i at gå med.
– Jeg synes jo det lød spændende, men jeg havde også mange andre ting – både med Bycentrum og på Vordingborg Erhverv, fortæller Sacha Keller.
Og med travlhed, tilpasninger – og sidenhen corona – blev det skrinlagt lige indtil nu, hvor de to er gået sammen om at lave en ny fælles virksomhed, hvor fokus stadig er hjælp med kommunikation – især via sociale medier.
– Jeg tænkte; "just do it". Vi tager springet, siger Sacha Keller, der er lige partner med Camilla Bruun Sørensen, i deres nye fælles virksomhed, som har fået navnet "Ca-Ke" (engelsk, kage, red.).
– Det måtte jo gerne være lidt sjovt, lyder det fra de to iværksættere, der fortæller, at ud over at det en sammenstilling af deres initialer (CAmilla og KEller), så bunder det også i deres kærlighed til kage.
– Vi havde kagedag hver uge, da vi begge var på Vordingborg Erhverv, og der var vi lidt som små pingviner, der løb ned efter kage, griner Sacha Keller, mens Camilla Sørensen påpeger, at de overvejede at lade kage indgå ti alle kundemøder.
– Men det duer ikke helt, så vi har tværtimod lavet en ordning, med fokus på sundhed, hvor vi træner sammen i stedet, fortæller hun.
Supplerer hianden
For begge betyder det meget, at de ikke længere bare er sig selv, men at de har kolleger, og det skulle også gerne være noget som kunderne kommer til at mærke, fordi de bedre kan tage opgaver ind og supplerer hinanden, hvis der er meget at se til.
Og netop i forhold til opgaver, er de fortrøstningsfulde. De satser på at være lokale og i høj grad bruge deres netværk fra tiden i Vordingborg Erhverv.
– Vi vil gerne have, at det hele foregår jordnært og i øjenhøjde. Det er tit, når man ser konsulenter udefra, at man som virksomhedsejer står tilbage med en masse spørgsmål, om hvad det egentlig var de sagde. Men vi kender området, fortæller Camilla Bruun Sørensen.
Dertil regner de med at deres målgruppe er virksomheder, der ikke helt har nok arbejde til at ansætte en medarbejder, men godt kunne bruge hjælpe nogle timer om ugen eller måneden.
– Vi laver det så man kan købe et abonnement, så man kan bruge timer derigennem. Tanken er, at der skal være fuld gennemsigtighed, så man kommer til at kunne se, hvad vores priser er, fortæller Sacha Keller, der regner med at deres primære opgaver vi være markedsføring på sociale medier, nyhedsbreve, pressemeddelelser, indhold til hjemmesider og lignende, men Sacha Keller forventer også at kunne tilbyde at arbejde med strategi og udviklingsprocesser.
– Og så sørger vi for at kunderne hele tiden kan følge med, med løbende statusrapporter og målsætninger, på det arbejde vi laver, fortæller de to, der holder til på kontorhotellet på Ugledigevej 146 i Ørslev, hvor de også holder en reception den 1. oktober klokken 15 til 17.
– Hvor vi håber at se vores netværk og andre der hare lyst – til lidt kage, smiler iværksætterne, der officielt har oprettet virksomheden den 1. september og i øvrigt har fået følegeskab af en studerende – Camilla Kruse Carlsen, der skriver opgave hos firmaet.