Nu kan du holde dig i form og godt humør på kroen. Udby Kro er nemlig ikke blot et sted, hvor man kan komme ind og spise og sove. Indehaverne Hanne Olsen og Søren Bring Nielsen vil igen gøre kroen til stedet, hvor man tager hen, når man vil danse og høre musik.
En gang om måneden holder de derfor krobal, og hver gang er der forskellige orkestre, der spiller.
Lørdag 4. februar giver The Rocking Ghost koncert i anledning af at orkestret fylder 60 år og dét arrangement er totalt udsolgt og har over 50 på venteliste. Derfor har Udby Kro besluttet at sætte en ekstra koncert med orkestret i kalenderen. Lørdag 11. februar gentages således kroballet med The Rocking Ghost.
– Vi forsøger at genoplive de gode gammeldags kroballer fra den tid, hvor kroen var det sted, hvor man gik til bal og dansede, fortæller Hanne Olsen, der oplever stor tilstrømning til sine arrangementer fra heæle Sjælland.
– Men vi vil rigtig gerne have flere lokale til at deltage, siger hun.
Til at hjælpe sig med koncertarrangementerne har Hanne Olsen allieret sig med Per Fenger, der har organiseret koncerter i en menneskealder og har et stort netværk indenfor den danske rockscene og dansktoppen.
Kroballerne begynder med spisning klokken 18, og her forsøger Hanne Olsen at tilberede en middag, der passer til koncertens tema eller den tid, hvor orkestret var på sit højeste. Således er 70’erne på menuen ved kroballet både 4. og 11. februar, hvor der serveres en tre-retters menu bestående af rejecocktail, gammeldags oksesteg og chokoladebudding.
Kroballer på Udby kro finder sted en gang om måneden med livemusik. I de kommende måneder kan man blandt andet opleve The Rocking Ghost (4. og 11. februar), Dancing Queen ABBA show (3. marts), Lollipops (1. april) og Johnny Reimar (27. maj).
En gang om måneden arrangerer Udby Kro også en jazz- eller countrykoncert
Billetter fås ved henvendelse til telefon 40 10 09 44.
Videoer fra tidligere kroballer på Udby Kro kan ses på kroens hjemmeside udbykro.dk og facebooksiden “Udby kro kgl. priviligeret“ (siden der hedder ”Udby Kro” tilhører en tidligere ejer og er ikke i brug
