Der lå rester af sne i vejkanterne, men solen nåede også at bryde kortvarigt frem, da godt 35 frivillige fra House of Møn sammen med medlemmer af Møn Supportere onsdag hoppede ombord på Andels el-bus og tog en daglang tur rundt på Vestmøn.
Andel stiller bussen til rådighed for House of Møn til to ture om året – forår og efterår – og ved turen i går var det Møn Supporterne, der havde fået lov at lægge programmet.
Derfor blev kursen sat fra House of Møn klokken 9 om morgenen med første stop Hårbølle Mejeri, hvor ejerne viste rundt og fortalte om ostene, der blandt andet sælges til en række af de mest velrenommerede danske restauranter.
Derfra gik ruten et lille smut videre til Hårbøllehuset og kaffe og kage og dernæst til Hårbølle Havn, hvor Hans Olsen fortalte om havnens historie.
Sidste stop var Café Farø Vad til frokost og fortælling om kite surfing, som indehaver Yassin Barfod selv dyrker og som Farø er et særdeles populært sted for, inden flokken af frivillige vendte tilbage til Stege sidst på eftermiddagen.
Til efteråret venter en lignende tur, med program lagt af de frivillige i House of Møns turistinformation, og ifølge Tina Olsen, formand for Handelsstandsforeningen og ansvarlig for de frivillige i House of Møn, er den slags ture et værdifuldt redskab til at styrke det sociale fællesskab mellem de to grupper af frivillige.
– Det er to store grupper, som til hverdag mest arbejder sammen, så det her ryster os sammen. Vi har jo brug for de frivillige, og kan også altid bruge flere – alle kan noget, om det så er at løfte eller lave kaffe eller hente kage hos bageren, siger hun.
Med turen rundt på Vestmøn kom gruppen også forbi flere af de steder, Andels gratis el-bus vil køre til, når sæsonen for sommerkørsel begynder igen – og faktisk allerede fra næste uge, når bussen kører i påsken.
Det er kun andet år, at Vestmøn er med på sommerruten, og det gav også deltagerne i turen en god lejlighed til at se nærmere på nogle af områdets attraktioner.
– Ellers kommer det tit til at handle mest om klinten og Østmøn og så videre. Det er bare godt at vide, hvad vi har på vores ø, siger Tina Olsen.
Både Møn Supporterne og de frivillige i House of Møn er godt sammentømrede grupper, men nye kommer jævnligt til.
En af de seneste tilføjelser er Ole Stryg Larsen, der sidste år sluttede sig til turistinformationen og nu også er kommet med i Møn Supportere – en beslutning, han ikke har fortrudt.
– Det er en måde at fylde dagene ud på og møde nogle andre mennesker. Jeg har altid været meget med i foreninger, så det ligger naturligt til mig, siger han, der gik på pension sidste år.
I House of Møn får han mulighed for at bruge sine tysk- og engelskkundskaber på at hjælpe turisterne, og i Møn Supportere kan han byde ind med hjælp til opgaver, der passer til ham.
– Man kan jo melde sig til det, man har lyst til, siger Ole Stryg Larsen, der både sætter pris på arbejdet med de andre frivillige og med turisterne, som han møder både i House of Møn, og når der skal udføres supporteropgaver eksempelvis i forbindelse med tirsdagsmarkederne.
– Det her er lidt noget andet end foreningsarbejde. Vi er mere selv med til at skabe det, vi giver videre til turisterne, mener han, der også efter onsdagens tur varmt vil anbefale andre at slutte sig til de frivillige.
– Det er et åbent fællesskab, og folk er gode til at tage imod nye, siger Ole Stryg Larsen.
CITAT: Det er en måde at fylde dagene ud på og møde nogle andre mennesker.

