Første spadestik til nyt domicil

Det var ikke nemt at grave i den hårde og stenede jord, men det gjorde ikke Knud Larsen (V) noget. - Der er ingen idé i at bygge på kviksand, sagde borgmestren, da han tog første spadestik. Ved siden af ham står Ingolf Jacobsen, bestyrelsesformand i Bolidan A/S og Kim Jacobsen og Vibeke Kajbæk fra Vordingborg Køkkenets bestyrelse.
Det var ikke nemt at grave i den hårde og stenede jord, men det gjorde ikke Knud Larsen (V) noget. – Der er ingen idé i at bygge på kviksand, sagde borgmestren, da han tog første spadestik. Ved siden af ham står Ingolf Jacobsen, bestyrelsesformand i Bolidan A/S og Kim Jacobsen og Vibeke Kajbæk fra Vordingborg Køkkenets bestyrelse.

Inden året er omme skal et nyt domicil for Vordingborg Køkkenet stå færdigt på Langøvej i Masnedsund.

Domicilet, der bygges ved siden af firmaets nuværende bygninger i Masnedsund, bliver i to plan og med et samlet areal på 1815 kvadratmeter med 2700 kvadratmeter terrasse- og parkeringsarealer.

På første etage bliver det ikke kun den fantastisk udsigt ud over storstrømmen, som køkkenfirmaets administration kan se frem til.

– Der er ikke alt for gode forhold nu, så det vil blive godt for de ansatte at få nogle ordentlige arbejdsforhold, fortalte Ingolf Jacobsen, der er bestyrelsesformand for Vordingborg Køkkenets datterselskab Bolidan Ejendomme, der står for bygningen af det nye domicil.

– Det er gået utrolig smidigt med byggesagen. Det har været så hurtigt og så nemt, lød det fra bestyrelsesformanden, der dog også havde ønsker klar til den fremmødte borgmester. Blandt andet ser han gerne, at kommunen får ryddet op på nabogrundene, og at viadukten under jernbanen og brovejen bliver forhøjet i forbindelse med det kommende broarbejde, så køkkenfirmaets lastbiler nemmere kan komme til og fra firmaets hovedkontor.