Det er sikkert at færdes blandt græssende dyr

Naturstyrelsen har været rundt på statens naturområder og sætte skilte op med gode råd til, hvordan man færdes sikkert i områder med græssende dyr. Det gælder også i Vordingborg Kommune, hvor staten har græsningsarealer ved klinten, på Ulvshale samt ved Avnø.

Rådene er udarbejdet i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Friluftsrådet, Dansk Skovforening og Dansk Idrætsforbund.

– Græssende dyr er nødvendige for at pleje naturen. Vi stiller krav til ejerne om, at dyrene skal være rolige, og normalt er de ikke interesserede i at nærme sig mennesker. Men der kan opstå særlige situationer – eksempelvis hvor dyrenes moderinstinkter får dem til at optræde aggressivt mod hunde for at beskytte deres unger. Derfor er det vigtigt, at man ved, hvordan man skal gebærde sig, når man færdes i en indhegning med dyr, siger skovrider Claus Jespersen fra Naturstyrelsen.

Der går tusindvis af græssende dyr i de statslige skove og naturområder, og Naturstyrelsen har kun få gange oplevet, at det har givet anledning til alvorlige situationer.

Sidste sommer blev en mand kvæstet af kreaturer under en løbetur i et af Naturstyrelsens naturområder i Midtjylland. I efteråret blev en anden mand væltet omkuld og hans hund klemt ihjel af kreaturer i et indhegnet statsligt naturområde på Helgenæs.