“Når man laver svømmehaller i Sverige, laver man altid en skøjtehal ved siden af”, sagde min gode ven med svenske rødder.
”Den varme, svømmehallen skal bruge, kan man udveksle, så man samtidig kan køle en skøjtehal ned”.
Hmm. Måske er det muligt, tænkte jeg. At lave en skøjtehal i DGI Huset Vordingborg.
En skøjtehal, der vil være den eneste syd for Rødovre. Et trækplaster for byen, der hver uge vil tiltrække folk udefra, og som vil kunne bruges til utallige aktiviteter, som børn, unge og alle os andre vil elske.
Skøjtediskotek, ishockey, curling, kunstskøjteløb eller bare frit skøjteløb. Præcis som nogle af os kender det fra byer som Odense, Vojens og Aalborg.
Min mening: Det vil være godt for Vordingborg at kunne trække unge mennesker til byen. At vi har noget særligt, de vil køre efter. At vi har et sted, hvor folk kan mødes, og hvor der er masser af positiv energi.
Men det koster jo alt for meget at bygge en skøjtehal?
Alt er relativt. Ja – det koster penge, men i forhold til andre ting, der investeres i, er det måske ikke så dyrt, som man skulle tro.
Jeg har fået et bud på en løsning. Pris: 4,8 millioner kroner.
Det er en fjerdedel af prisen på et springcenter. Fem procent af prisen på et rådhus.
Spørgsmålet er, om der er nogle politikere, der overhovedet vil være villige til at undersøge mulighederne nærmere?
Morten Matras
Hasselvænget 24
Vordingborg
