Der er mange paradokser i den danske elforsyning og den grønne omstilling. Et af dem er, at vi gerne omfavner de mange power-2-X anlæg, som via elektrolyse skal fremstille brint og grønne brændstoffer til for eksempel skibsfart, flyindustri og vejtransport men ikke kan fremvise en pålidelig strømproduktion.
Power-2-X anlæggene bruger store mængder strøm. På Masnedø, hvor der er planlagt to Power-2-X anlæg, anslår den ene af virksomhederne, at de vil få et konstant forbrug på 360 MW, som svarer til et årligt forbrug på 3.155.760 MWh.
I kommunens energiplan, som er ved at blive vedtaget, forventes et samlet elforbrug i 2030 på 5.100.000 MWh, hvoraf de to planlagte power-2-X anlæg alene står for 4.800.000 MWh. VE produktionen forventes at kunne opfylde syv procent af de to power-2-X anlægs forventede forbrug. Hvordan kommer vi i mål med de sidste 93 procent? Det skal Vordingborg Kommune som sådan heller ikke, da power-2-X anlæggene kan hente en del af elforbruget fra vindmølleparkerne Kriegers Flak I og II, og det generelle elnet.
Kriegers Flak II er ikke endeligt vedtaget men bliver det formentligt meget snart. Den vil have en kapacitet på 1.000-3.450 MW afhængig af udbudsrammen. Det svarer til cirka 3.950.000-13.600.000 MWh ved en døgneffekt på 45 procent. Det vil sige, at overordnet set kan samfundet og ikke kommunen skaffe den nødvendige elproduktion til i hvert fald de to power-2-X anlæg. Der planlagt flere anlæg på Lolland. Energibehovet i vores region vil derfor blive meget stort. Og med tanke på, at der er planlagt flere power-2-X anlæg over hele landet, så stiger behovet for energi voldsomt.
Løsningen på Power-2-X udfordringen og Danmarks stigende energibehov er kernekraft. Og der er to muligheder:
Den traditionelle kernekraft, som vi kender fra for eksempel Ringhals ved Gøteborg – et stort værk, der producerer energi nok til at dække en større andel af Danmarks energiforbrug.
Den måske lidt bedre løsning, set med danske øjne, er SMR (Small modular reactor), som er en slags minikernekraftværk. Fordelen er, at værket fylder meget mindre og kan placeres tæt på de steder, hvor der er behov for meget energi, for eksempel Sukkerfabrikken i Nykøbing F., Aalborg Cement, store fabriksområder eller Power-2-X anlæg. De åbenlyse fordele ved at placere værkerne tæt på forbrugerne er, at der kan skabes direkte forbindelse. Derved begrænses energitabet, kw-prisen bliver formentlig billigere, og kapitalkravet til SMR-anlæggene er mindre end de traditionelle kernekraftværker. Herudover er byggetiden kortere, så vi hurtigere kan komme i gang med den grønne omstilling. Alternativet er lige nu olie, kul og gas, som er anti-grønne og anti-co2-reducerende energiformer.
Hvordan jeg får overbevist modstanderne i Folketinget, synes lige nu at være den største udfordring. Jeg tror, at meget af modstanden er begrundet i frygt baseret på uvidenhed. Vi ønsker alle den grønne omstilling, men hvis vi stædigt holder fast i den ensidige satsning på vind-sol-biogas, får vi ikke den bedste co2-frie energi – kernekraft – med i energiplanlægningen. Frygten må vi få fjernet ved oplysning.
Jesper Adler
Ydunsvej 1
Vordingborg
