For folk, der kender os begge, er der næppe nogle, der vil beskylde Thorbjørn Kolbo og undertegnede for at være “bonkammerater”, snarere tværtimod. Vi ser meget forskelligt på mangt og meget og har haft vores kontroverser.
Ikke desto mindre finder jeg, at det er helt urimelige beskyldninger, der i Sjællandske rettes mod Thorbjørn Kolbo og hans familie.
Da Simon Sandfeld blev ansat på Stars, vidste alle, at Simon er Thorbjørns fætter – og man skal vel ikke udelukkes fra et job, fordi man er i familie med formanden, når formanden vel at mærke ikke deltager i ansættelsen og familieforholdet er oplyst for alle.
Jim Lyngvild-udstillingen på museet er fantastisk – jeg synes det er fremragende, at en museumschef kender Jim Lyngvild og kan skaffe en sådan fremragende udstilling til Vordingborg. Og museets øverste chef havde godkendt, at Thorbjørn sælger værker af Jim Lyngvild – jeg havde givet samme accept.
I stedet for urimelige beskyldninger skulle vi glæde os over at have en borger/museumschef med et stort netværk, også til glæde for vores museum og egn.
Og nu til de på museets ansatte medarbejdere, der er i familie med Thorbjørn Kolbo. Ifølge Sjællandske er alle ansat efter godkendelse af museets øverste chef – også havde jeg truffet de samme beslutninger.
Man skal vel ikke som ansøger være udelukket, fordi man er i familie med en af museets chefer, forudsat at man er kvalificeret, og familieforholdet er oplyst, og mig bekendt er begge dele gældende i disse forhold.
Ingen andre end min egen retsfølelse har bedt mig skrive ovenstående læserbrev.
Niels Fog
Aborrevænget 3
Nyråd