
Jeg tænkte egentlig, at vi havde været rundt om Vordingborg Havn, men når Jens O. Jensen 10. juli, ligefrem i punktform, oplister mine »forkerte anskuelser« (jeg går ud fra, at du bruger ordet i betydningen »antagelser«), så må vi tage en omgang mere.
Punkt 1: Det er en misforståelse, at jeg skulle have kaldt borgerne på Ore for aktivister. At du selv er aktivist, må du nok erkende, baseret på den ordforklaring du selv har fundet i ordbogen. Misforståelsen kommer nok af, at du opfatter dig selv som kåret talsmand for Ore-borgerne og konsekvent skriver »vi« i stedet for »jeg«, når du fremlægger dine anskuelser.
Punkt 2: Var aflysningen af havneudvidelsens etape 5 en gestus fra havnen? Jeg indrømmer at »gestus« er brugt polemisk; det var jo nok ikke helt frivilligt, at havnebestyrelsen opgav projektet. De har nok vurderet, at erhvervsklimaet i kommune ikke var modent til så store armbevægelser.
Om beslutningen blev truffet før, under eller efter det meget omtalte borgermøde i 2017, er underordnet. Her kommer vi til en pointe: Skal det være sådan, at erhvervslivet på forhånd skruer ned for ambitionerne, før de sender et andragende til Vordingborg Kommune?
Punkt 3: Den grønne omstilling og idéen om Vordingborg Havn som »energi-ø« er under pres. Vindmøllerne er allerede opgivet. Ændringsforslaget fra 24. juni om, så vidt muligt, at placere solceller syd for havnen, er nok en dårlig idé; der er, som du selv påpeger, et stort potentiale for udvidelse af havnen mod syd, og så skulle solcellerne jo helst ikke ligge i vejen.
Alle kan jo byde ind med forslag, men det er havnebestyrelsens pligt at arbejde for havnens interesser. Tak til Poul A. for af holde fast i det princip.
Det bringer os til punkt 4: Jeg skrev: Hvis man er flyttet på landet fordi man troede, at udviklingen var gået i stå i udkantsdanmark, så må men tro igen.
Nu må du prøve at se tingene i et større perspektiv end udsigten fra Ore Strand. Vordingborg er en landkommune. Den grønne omstilling er en vindersag for os. Der kommer mange flere solceller, og der er basis for at producere 10-15 gange mere biogas end vi gør i dag.
Pointen er, at udsigten over land og vand kommer til at bære præg af en bæredygtig fremtid. Vi skal lære at elske siloer. Det må jeg skrive om en anden gang.
Carsten Nøhr Larsen (R)
Hovvejen 12
Kalvehave