
En bitter strid mellem Kastrup Gymnastik og Idrætsforening (KGIF) og KGIF's fodboldafdeling er ved at køre op i en spids, skriver Sjællandske. KGIF fra den lille by Kastrup uden for Vordingborg, har udskiftet låsene, så fodboldspillerne ikke kan komme ind, men det har de ikke tænkt sig at finde sig i.
Fredag kl. 12 har fodboldafdelingen sat en deadline for, at deres medlemmer uhindret kan træde ind ad døren – ellers vil foged, politi og låsesmed blive tilkaldt.
KGIF har låst fodboldafdelingen ude, fordi de har dannet en ny forening, Kastrup FK. KGIF mener dermed ikke, at fodboldspillerne længere har adkomst til hverken klubhus eller midler fra KGIF. Samtidig mener KGIF heller ikke, at fodbolden har meldt sig ud af KGIF, da de har begået en række procedurefejl.
Fodboldspillerne mener på deres side, at de slet ikke har meldt sig ud af KGIF, og derfor har de lige så meget adgang til klubhuset som før. Og det er deres opfattelse, at de sagtens kan danne en ny forening ved siden af.
Kastrup FK har hyret en jurist, som mener, at fogedforretningen er vejen frem. KGIF har hyret en advokat, som – ikke overraskende – mener, at Kastrup FK er en ny forening helt uden forbindelse til KGIF, og at fodboldafdelingen slet ikke har meldt sig ud.
Læs mere om sagen i Sjællandske torsdag.