
Gravemaskinen har gjort et ordentligt indhug i den gamle hovedbygning til transformatorstationen på Københavnsvej 379. Dermed er det definitivt farvel til den bevaringsværdige nyklassicistiske bygning, der siden 1929 har prydet indfaldsvejen til Vordingborg.
Seas-NVE fik for godt et år siden tilladelse til at nedrive bygningen, der ikke har været vedligeholdt i over 10 år. Det skete trods indsigelser fra Museum Sydøstdanmark og Bevaringsforeningen for Vordingborg.
Bygningen var oprindeligt beboet af transformerstationens driftsbestyrer, men efter indførelse af fjernovervågning tjente den ikke længere noget formål. Bygningen rummede senest et 10kV fordelingsanlæg, som var udtjent. Da bygningen ikke egnede sig til at rumme et moderne og tidssvarende 10kV fordelingsanlæg, har Seas-NVE etableret et nyt anlæg i en ny bygning bagved.