
NYRÅD: Forleden stod to medarbejdere ved Nyråd Bageri frem og fortalte, at de ikke havde fået udbetalt deres løn for august af ejerne af bageriet, Sonny Leithoff og Anne Duckert, der uden medarbejdernes vidende var taget på ferie indtil 15. september.
Sjællandske forsøgte da at komme i kontakt med bagerparret – uden held. Nu reagerer de pludselig på kritikken. Ifølge Sonny Leithoff er det nemlig ikke rigtigt, at parret er gået på ferie uden at fortælle medarbejderne det.
– Selvfølgelig har medarbejderne vidst, at vi holdt ferie. Vi er ikke stukket af. Men det er rigtigt, at vi er ved at flytte. Vi skal nemlig ikke drive bageriet mere, siger han.
Alle får deres løn
Ifølge Sonny Leithoff er det en række tragiske omstændigheder i familien, der gør, at parret tog afsted og samtidigt med opgiver at drive bageriet. Ikke økonomiske problemer, fastslår han.
– Vi føler ikke rigtigt, at vi har haft problemer med økonomien. Grunden til, at banken er inde over, er, at de ikke ønsker, vi skal gå på røven. De har tilbudt at hjælpe os, når vi ikke selv kan være der, hævder han og tilføjer, at man onsdag skulle til møde med banken.
De manglende lønninger til personalet beklager Sonny Leithoff.
– Vi er utroligt kede af det med lønnen. Medarbejderne vil få deres løn senest på mandag, siger Sonny Leithoff og fastslår, at bageren åbner igen tirsdag – med en anden bestyrer.
Det tvivler Tim Rosing, der er bagersvend i Nyråd Bageri, dog på.
– Der er ikke råvarer til at lave noget brød. Og der er ikke kommet nogen endnu. Det tror jeg ikke på, siger han.