
Dagen efter, at den forsvundne mor Hediga Morad stod af toget i Vordingborg i oktober 2015 for at aflevere sine to børn til sin eksmand, blev der sendt en afskeds-sms fra hendes telefon.
Det fortæller anklager Anne Marie Fink fredag i Retten i Nykøbing Falster, der dog ikke mener, at beskeden er sendt af kvinden selv.
– Det er anklagemyndighedens opfattelse, at den i virkeligheden er skrevet af tiltalte som et led i at camouflere hans forbrydelse, siger hun.
Den 41-årige syriske eksmand er tiltalt for at have slået den 34-årige syriske kvinde ihjel, selv om hendes lig aldrig er blevet fundet. Han nægter sig skyldig.
Kvinden forsvandt 9. oktober 2015, efter at hun afleverede børnene, og dagen efter blev der sendt en lang sms fra hendes telefon.
– Det kan godt være, at det vil vare lidt længe, men du skal ikke blive bekymret for mig.
– Og du skal heller ikke finde mig nu. Når jeg er faldet til ro, så vil jeg ringe til dig af mig selv og fortælle dig min skat, at jeg har savnet dig, står der blandt andet i beskeden.
Det vides ikke, hvor telefonen befandt sig, da beskeden blev sendt.
Anklageren mener, at den 34-årige Hediga Morad blev slået ihjel af sin eksmand, og at manden skaffede sig af med liget.
I tiden inden kvindens forsvinden boede hun på forskellige krisecentre og levede ifølge hende selv i et voldeligt forhold med sin mand, som hun havde to børn med.
Den syriske kvinde havde også anmeldt manden for at have truet hende på livet. Derfor er eksmanden i retssagen i Nykøbing Falster også tiltalt for trusler på livet.
Ifølge anklager Anne Marie Fink peger flere ting i retning af, at eksmanden skulle stå bag drabet.
– Man kan se, at hans telefon går på en mast på Møns Klint dagen efter, at hun er forsvundet.
– Det er min forventning, at han vil forklare, at han var på Møns Klint med sine to børn denne dag. Men det er anklagemyndighedens opfattelse, at han kørte til Møns Klint alene for at skaffe sig af med liget af Hediga, siger hun.
Desuden købte manden i tiden omkring hendes forsvinden flere redskaber.
Blandt andet en løvrive, en lommelygte og en spidsspade, mener anklageren. Der er dog ingen tegn på en forbrydelse i eksmandens hjem i Vordingborg.
– Der er ikke påvist blod. Politiet har ikke fundet objektive spor, der viser, at der er sket en forbrydelse, siger Anne Marie Fink.
I løbet af politiets efterforskning er det også kommet frem, at Hediga Morads kreditkort blev forsøgt brugt i Istanbul i december 2015 – det vil sige måneder efter, at hun forsvandt. På det tidspunkt var hendes eksmand fængslet.