Røde Kors Huset på Algade i Vordingborg var juleaften fyldt med næstekærlighed og hygge, da en lille gruppe frivillige arrangerede Alle Hjerters Jul.
Målet var at sikre en god julefest til dem, der ellers ikke havde så meget at se frem til juleaften. Alle lige fra hjemløse til enlige forsørgere, ensomme sjæle og familier med få midler kunne tilmelde sig arrangemetet. I alt deltog 37 personer inklusiv de frivillige hjælpere.

I spidsen for julefesten stod Ursula “Urs” Slavensky og Martin Stoltz.
– Efter nogle ugers cykelræs med indsamling af gaver og sponsorater, så lykkedes det os at få arrangeret en ganske god juleaften, fortæller Ursula Slavensky og tilføjer, at der var fyldt hus på tilmeldingerne, men at fire personer endte med ikke at dukke op.

– Maden blev tilberedt af vores “køkkendame” Dorthe Cramer, som knoklede løs de sidste dage med hjælperne. Maden, som vor sponsoreret af Det Gyldne Hjørne og De Raske Drenge, blev et stort hit og smagte fantastisk, fortæller hun og tilføjer, at det der blev til overs, det fik deltagerne med hjem i “doggy bags”.

Da køkkenet ikke havde helt så store fade og gryder, som der var brug for, lånte arrangørerne en masse fra Hold Da Helt Fest. Ydermere havde man fået doneret en masse pakker fars af højlandskvæg fra Niels Poulsen, som man også delte ud til deltagerne.
Julemanden kom forbi med gaver til alle og der blev danset lystigt om træet af de der havde lyst til det.
– Hele aftenen gik fint, men den kunne kun lade sig gøre grundet alle de fine donationer fra de lokale erhvervsdrivende, enkelte privatdonationer, de skønne hjælpere og lån af lokalerne hos Røde Kors, lyder det fra Ursula Slavensky.
