I torsdags kunne medarbejderne i optikerforretningen Louis Nielsen genindtage deres gamle butik i Algade 65, der nu fremstår som fornyet.

Chefoptiker Anders Holgersen glæder sig over at være tilbage i en gennemfornyet butik i Algade 65. Foto: Henrik Ekberg Henrik Ekberg

Og det er der en god grund til for næsten alt er nyt, fortæller en tilfreds chefoptiker Anders Holgersen.

– Fra facaden til baglokalet er der blevet renoveret. Vores ophæng til brillerne er nye, indmaden til disken er ny, møblerne er nye og placeringerne i butikslokalet er også forandret.

– Det hele er blevet mere indbydende og lyst. Blandt andet fordi vi har fået mere hvide vægge og 120 spots i loftet, tilføjer han.

Der er seks medarbejdere i den lokale Louis Nielsen, tre optikere og tre assistenter.

I tre uger har de taget imod kunderne i en midlertidigt lejet butik skråt overfor den, de nu har taget i brug igen.

Louis Nielsen er lige nu ved at indføre nyt design i alle kædens 77 butikker i Danmark. Butikken i Vordingborg er nummer 32 i rækken, der er shinet op.

Cirka hvert femte år giver Louis Nielsen sine butikker et nyt look, fortæller Anders Holgersen. HE