
Vallensbæk IF har skiftet træner.
Efter flere år som cheftræner i Vallensbæk IF er Brøndby-legenden Tom Køhlert stoppet.
Han bliver afløst af et nyt team, som er ligestillede, og som er:
Peter Rasmussen, træneruddannet, er kendt i og omkring Vallensbæk, og i VI 39 har han været sportslig ansvarlig for U14-U19, ligesom han har trænet U17 samt blandt andre Ishøj BK, da klubben lå i Sjællandsserien. Henrik Dick-Nielsen, træneruddannet, har trænet U19-hold i VI 39, ligesom han blandt andet har trænet Holbæks og HIK's U19 i 2. division. Fra cirka 1. marts vil han træne en U21-trup hver mandag i Vallensbæk.
– Vi har netop indledt træningen for klubbens bedste seniorspillere, og der bliver trænet fremadrettet hver tirsdag og torsdag klokken 18.00-19.30, siger Peter Rasmussen. Han fortsætter:
– Den fornemmeste opgave for os bliver at skabe et godt og seriøst træningsmiljø, hvor alle træner hver gang, og hvor der på træningsbanen forlanges meget af den enkelte spiller i forhold til koncentration og indsats.
– Nye som "gamle" Vallensbæk-spillere er selvfølgelig velkomne i en ambitiøs klub, som også lægger stor vægt på, at spillerne skal udvikles, og at det skal være sjovt at spille fodbold, lyder det fra Peter Rasmussen.
Han er på det rene med, at flere umiddelbart valgte at forlade klubben sammen med Tom Køhlerts stop. Nu er der kommet lidt ro på ovenpå en uge, hvor mange spillere har valgt andre græsgange. Den ny trænerduo er dog fulde af fortrøstning, og ser lyst på fremtiden.
– Der er en række dygtige, unge spillere tilbage, som nu må gribe chancen, og selvom det bliver hårdt arbejde, har de givet hinanden hånden på, at de vil gøre en kæmpeindsats for, at vi kan forblive i Sjællandsserien, som i første omgang er målet, siger Peter Rasmussen videre.
– Der er god grund til at se lyst på fremtiden, vi har en god ungdomsafdeling med dygtige trænere, vi har et godt U14-hold samt dygtige, unge spillere i vores årgang U17 og U19, så jo, vi ser lyst på tiden, der kommer.
Første træningskamp er planlagt til lørdag 30. januar klokken 11.00 mod Gladsaxe-Hero fra serie 1 på Vallensbæks kunstgræsbane, hvorefter en række træningskampe vil følge inden turneringsstart 9. april ude mod bundholdet Nakskov.