
Vallensbæk: Alle skal være inkluderet, og ingen skal sidde på sidelinjen. Det er det, 17-årige Malou Hoffmann Hjelmholm kæmper for i sit arbejde som mentor for de unge spejdere i Pilehavegruppen i Vallensbæk. Hun har nemlig selv haft ensomheden helt tæt inde på livet, og det har gjort, at hun har stort fokus på, at børn og unge ikke holder hinanden udenfor.
– Det er vigtigt for mig, at der ikke er nogen, der har det, som jeg havde det i de mindre klasser. Der er ikke nogen, der skal føle sig ensomme og have det så dårligt, at de ikke føler, at de kan snakke med folk om det, siger Malou.
Som mentor skaber hun fællesskab ved blandt andet at sætte lege i gang, hvor alle børnene er med. Hun taler også med dem, der sidder på sidelinjen, så ingen føler sig alene, og tager snakken med børnene, hvis de kommer til at holde nogen udenfor.
Mentor-rollen er ny – ikke kun for Malou, men også for Pilehavegruppen. Men selvom hun ikke har været i gang så længe, kan hun allerede se en forskel i, hvordan børnene leger.
– De er selv begyndt at tage initiativ til at lave lege, og de sørger for at tage alle med. Hvis der er flere, der ikke vil lege legen, så finder de på en ny. Jeg behøver ikke at sætte så meget i gang mere, siger Malou.
Spejder er et frirum
Da Malou Hoffmann Hjelmholm gik i de mindre klasser, var hun selv en af dem, der følte sig udenfor. Ensomheden kom snigende allerede i 3. klasse. Der fik Malou diagnosen ADHD og valgte at fortælle det til sin klasse, så de forstod, hvorfor hun havde besvær med at koncentrere sig i timerne.
– Der begyndte de andre at udelukke mig fra fællesskabet, og så følte jeg, at jeg blev nødt til at ændre på mig selv for at være en del af fællesskabet, siger Malou.
Mens hun følte sig udenfor fællesskabet i skolen, var fritidsaktiviteterne hos spejderne i Pilehavegruppen et frirum for Malou. Der fandt hun ud af, at hun ikke behøvede at ændre sig selv for andres skyld.
– Spejder har hjulpet mig på den måde, at jeg har fået mere selvtillid, og at jeg tror mere på mig selv. Hvis nogen ikke kan lide mig, som jeg er, så er det ikke dem, jeg har brug for i mit liv, siger Malou.
Denne mentalitet er Malou fast besluttet på at give videre til alle de børn, hun er mentor for hos Pilehavegruppen.
– Til spejder giver vi dem et fællesskab, hvor de kan være sig selv, og hvor de ikke behøver at lægge bånd på, hvem de er, og at de ikke behøver at ændre sig. Der kan de bare være sig selv.
Malou Hoffmann Hjelmholm er 17 år gammel, og går til daglig på SOSU-H. I sin fritid er hun mentor hos spejderne i Pilehavegruppen i Vallensbæk.
Hør Malou fortælle hele sin historie i podcasten 'Samtaler om Vallensbæk' i afsnittet 'Den svære ensomhed'. Find den, hvor du lytter til podcasts eller på vallensbaek.dk/podcast.