Idrætscentrets nye café er kommet godt i gang

Vallensbæk: Frisk kaffe og dagens ret til en skarp pris er noget af det, der er på menuen i den nyåbnede Café Svanen i Vallensbæk Idrætscenter.

– Vi glæder os til at skabe et godt samlingssted for brugerne på Idrætscenteret, og at andre også vil kigge forbi til et godt måltid mad, siger Claus Thyrrestrup, der sammen med Kirsten Pogel for nylig overtog caféen i Vallensbæk Idrætscenter. Café Svanen er den kommet til at hedde.

Kirsten Pogel er selv mangeårig bruger af Idrætscenteret og ved, at cafeen er en vigtig brik i Vallensbæks foreningsliv. Parret driver i forvejen caféen i Vallensbæk Golfklub og ser frem til, at de med to caféer kan servicere borgerne i Vallensbæk endnu bedre.

Caféen sætter en ære i at servere en frisklavet gang dagens ret – og nylavet kaffe, ikke mindst.

– Det duer ikke med kaffe, som har stået hele dagen – den skal være varm og frisk, siger Kirsten Pogel.

Ud over dagens ret, som for eksempel kan være chili con carne, boller i karry eller hakkebøf, serveres der småretter som håndfrikadeller, boller og parisertoast. Alt sammen hjemmelavet.

Cafeens åbningstider er klokken 16 til 21 mandag til torsdag og klokken 10 til 15 i weekenderne – fredag er der lukket. Derudover er der åbent efter behov ved stævner og lignende. Uden for åbningstiderne er det stadig muligt at købe snacks, kaffe og kolde drikkevarer i de opstillede automater.

– Vi håber på god opbakning fra lokalmiljøet, og vi har allerede et godt samarbejde med foreningerne, siger Claus Thyrrestrup.