Vallensbæk: Igen i år skal Vallensbæk tage del i Danmarks største cykelløb for de mindste.
Som sidste år kommer løbet til byen den sidste søndag i juni, den 25., og det vil igen blive på Vallensbæks del af Strandparken, fremgår det på kommunens hjemmeside.

– I Vallensbæk Kommune elsker vi cyklen. Og jeg vil så utrolig gerne give den kærlighed og glæden over at fræse afsted på to hjul videre til alle børn. Derfor er det en sand fornøjelse, at Børneulykkesfonden har skabt et så sjovt og stort cykelløb for børn, og de har lyst til at tage festen med til Vallensbæk Strandpark, siger borgmester Henrik Rasmussen (K) i opslaget.
Kids Tour arrangeres af Børneulykkesfonden i samarbejde med Vallensbæk Kommune og støttes af Jyske Bank som hovedsponsor.
Al salg af startnumre går ubeskåret til Børneulykkesfonden for at fremme fondens arbejde med at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.
– Med Kids Tour kommer børnene ud i flok og mærker glæden ved at motionere og være aktive sammen på en sjov måde. I Børneulykkesfonden ønsker vi, at flere børn benytter cyklen som transportmiddel, og vi håber, at cykelarrangementer som dette kan være med til at få flere børn til at opleve glæden ved at cykle, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden, i opslaget.
Alle tilmeldte børn får et startnummer, en flot goodiebag og en guldmedalje, når målstregen er krydset. Eventpladsen har åbent fra klokken 10.00 til 15.00. Der vil før, under og efter løbet være forskellig underholdning og gratis aktiviteter for hele familien i start- og målområdet.
Prisen pr. barn er 40 kroner samt gebyr. Læs mere og tilmeld dit barn på www.kidstour.dk.
Kids Tour
Kids Tour er et cykelløb for børn i alderen 3-10 år og afholdes som en landsdækkende begivenhed, hvor en række byer skiftes til at være værtsby for løbet. Hovedtemaerne er glæde og trafiksikkerhed, hvor børnene er i fokus med cykling, leg og sjove aktiviteter på pladsen. På eventpladsen vil børnene bl.a. have mulighed for at træne trafikkens regler i Trafiklegepladsen.
cham