
Igen i år kan ældre, der er tilknyttet Vallensbæk Kommunes madordning, mødes med andre ældre til et godt måltid mad i hyggelige omgivelser.
– I år er vi så heldige at få en håndfuld frivillige fra Korsagergård til at stå for madlavning, servering og underholdning på "Den Gamle Restaurant", fortæller Marianne Rønn, som er leder af Seniorhuset Korsagergaard.
– Det er en stor gevinst for projektet, og de frivillige glæder sig til opgaven. Vi oplevede en fantastisk stemning i restauranten sidste år, både blandt frivillige og de spisende gæster – der blev sunget, spist og grinet en masse, siger Marianne.
Prisen er 300 kroner for mad og drikke for alle seks mødegange. Det er muligt at blive kørt fra eget hjem til Seniorhuset Korsagergård og tilbage med fælles transport.
Er du interesseret i at høre mere om projektet – enten fordi du gerne vil være frivillig, eller fordi du godt kunne tænke dig at komme noget mere ud – så kontakt Marianne Rønn på telefonnummer 4364 6029.
Projektet "Den Gamle Restaurant" er søsat med midler fra Ældrepuljen 2015 og kører indtil marts næste år.