Byggebranchens fagblade bragte for nogle uger siden den kedelige nyhed, at entreprenørfirmaet Adsbøll fra Kolding, der står for det store byggeri ’Vallensbæk Gårdhaver’ få meter fra S-banen mellem Vejlegårdsparken og Vejlegårdsvej, har indgivet konkursbegæring.
Det er nu spørgsmålet om byggeriet får lov at stå som en ufærdig ruin, en skamstøtte over en hasarderet udbygningspolitik, eller der kan findes en investor, der også er villig til at tabe penge på ’Vallensbæks Skyggefulde Baggårde’, som byggeriet mere præcist burde hedde?
Det er blevet trange tider for boligbyggeriet, der har oplevet en sand omkostningseksplosion, og den resulterende lavine har ikke nået bunden endnu. Udviklingen har i et stykke tid lignet situationen omkring finanskrisen, hvor Vallensbæk blev hårdt ramt.
Alligevel fortsætter kommunen ad den slagne vej, og minsandten om kommunalbestyrelsen ikke har genfremsat det lokalplanforslag, der blev ophævet i 2021 af Planklagenævnet. At ville bygge 520 lejligheder langs Køge Bugt motorvejen repræsenterede en overtrædelse af Planloven, fordi byggegrunden var uegnet til støjfølsom anvendelse. Og det har ikke ændret sig – bortset fra, at trafikken og forureningen er steget efter Corona nedlukningen.
Vi forstår, at Ikano Byg er projektudvikler på det nye lokalplanforslag, Egeskov Byhave, og for at dæmpe modstanden har de ansat en sød kvinde til at ringe rundt til alle ’brokkehoveder i nabolaget’ for at tilbyde dem ’indflydelse’ på det nye projekt, der præsenteres som et uforligneligt grønt projekt, der ovenikøbet får en Cafe, således at støjforureningen kan dulmes med våde varer.
Vallensbæks udbygningsplaner bliver mere og mere betænkelige, og vi opfordrer til at afgive et høringssvar inden 19.08.2022 til kommunen: cet@vallensbaek.dk.