Dagrofa Foodservice ansætter Ricky van Overeem i en nyoprettet stilling som sortimentschef. Han kommer med mange års erfaring med køb og salg af fødevarer i bagagen. Ricky van Overeem har senest været ansat som Head of Food i Magasin du Nord – en stilling han besad i næsten 15 år.
Inden da har han været ansat i The Scandinavian Pizza Company, hvor Ricky van Overeem startede som bud i den første danske Dominos restaurant. Sidenhen avancerede han trinvist i organisationen og endte som direktør for The Scandinavian Pizza Company inden skiftet til Magasin du Nord i 2007.
I Dagrofa Foodservice får han en vigtig rolle med at fintune sortimentet i vores 30 Cash & Carry-butikker, der over hele landet servicerer bl.a. restauranter, caféer, beværtninger og kiosker.
Niels Miles Frandsen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice, fortæller:
– Ricky bliver en meget central aktør i vores strategiske satsning, som vi kalder ’Fremtidens Cash & Carry’. Den går kort fortalt ud på, at vi arbejder målrettet på at gøre butikkerne endnu mere attraktive med udgangspunkt i fokuspunkterne ’Billigt’, ’Nemt’ og ’Lokalt’. Jeg er sikker på, at Ricky i den nyoprettede stilling som sortimentschef vil bidrage stærkt til, at vi får løftet vores Cash & Carry-butikker til et nyt niveau.
Ricky van Overeem er 45 år og bosat i Vallensbæk sammen med sin kone og tre børn. Derudover sidder han i Vallensbæk Kommunalbestyrelse, hvor han er formand for Børne- og Kulturudvalget samt medlem af Økonomiudvalget.
Den 3. oktober bliver Rickys første arbejdsdag hos Dagrofa Foodservice på terminalen i Ishøj.
