Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, advarer torsdag EU's ledere mod at tøve med at sende kampfly til slagmarken i Ukraine.
For uden moderne fly og langtrækkende missiler kan krigen trække i langdrag, er budskabet fra den ukrainske leder ifølge en EU-talsperson.
Zelenskyj har torsdag eftermiddag deltaget på video i et EU-topmøde i Bruxelles.
Her er stats- og regeringschefer fra de 27 medlemslande samlet for blandt andet at tale om krigen i Ukraine.
Zelenskyj holdt sin tale fra et tog efter at have besøgt soldater i regionen Kherson i det sydlige Ukraine.
Ifølge talspersonen gav præsidenten en rørende beskrivelse af de ødelæggelser, han havde set under sit besøg i regionen samt i den hårdt ramte by Bakhmut ved den østlige front.
Han benyttede også lejligheden til at takke EU for at have forpligtet sig til at sende én million granater inden for et år.
Den beslutning har EU-lederne bekræftet på topmødet.
Den store mængde ammunition er nødvendig, hvis Ukraine i den kommende tid skal holde stand mod den russiske invasionsstyrke, har det lydt fra ukrainerne.
Trods taknemmeligheden understreger Zelenskyj dog, at der er brug for mere handling fra EU's side. Det er blandt andet hårdere sanktioner mod Rusland, som den ukrainske præsident ønsker, fortæller EU-talspersonen.
Zelenskyj vil også have sat fart på arbejdet for at få indlemmet Ukraine i unionen. En forsinkelse på det område vil ligesom for langsomme våbenbidrag kunne føre til, at krigen trækker ud, mener præsidenten.
Ukraine fik sidste år tildelt status som kandidatland til EU. Landet er dog langt fra at kunne leve op til de krav, der stilles, for at et land kan træde ind i EU.
Og blandt andre formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen har flere gange pointeret, at kravene ligger fast.
Alligevel er det Ukraines ambition at kunne begynde forhandlinger om tiltrædelse inden udgangen af 2023.
Det satte Zelenskyj streg under, da han i februar besøgte Bruxelles, mens EU-lederne var samlet til et ekstraordinært topmøde.
Også ved denne lejlighed gentog han det store ønske om at få kampfly til Ukraine.
Indtil videre er det kun Polen og Slovakiet, der har tilbudt at sende fly. Der er i begge tilfælde tale om ældre kampfly, der er produceret under sovjettiden.
/ritzau/AFP