Den tidligere filmskaber Harvey Weinstein, der er dømt for voldtægt, har tirsdag nægtet sig skyldig i 11 anklager om seksuelle overgreb og voldtægt.
Det sker i Los Angeles i den amerikanske delstat Californien.
Det var netop i Los Angeles – eller nærmere bestemt Hollywood – at Weinstein tidligere var en af de mest succesfulde og magtfuld filmskabere.
I forbindelse med MeToo-bevægelsens begyndelse i 2017 begyndte der dog at dukke adskillige anklager op mod Weinstein.
Sidste år blev han så dømt for voldtægt og seksuelle overgreb i New York, hvilket han i øjeblikket afsoner en 23 år lang fængselsstraf for.
I juni gav en domstol i New York grønt lys til at udlevere Weinstein til Californien, så han kunne stå over for de nye anklager. Tirsdag blev han hentet i fængslet for at blive sendt til den anden side af landet.
Hans advokater forsøgte at modsætte sig udleveringen og henviste til den 69-årige filmskabers ringe helbred. Det hjalp dog ikke.
I Californien er Weinstein anklaget for voldtægt og overgreb mod fem kvinder i perioden mellem 2004 og 2013.
Hvis Weinstein bliver dømt for det, han er anklaget for i Los Angeles, risikerer han at få en fængselsstraf på i alt 140 år.