Verden har nu over 15 millioner coronasmittede

I hele verden er knap 618.000 mennesker nu døde med coronasmitte. USA er det land med flest smittede og døde.

Hvide sko er opstillet udenfor kongresbygningen i Washington som symbol på de ansatte i sundhedssektoren, der er døde efter at være blevet smittet med coronavirus. USA tegner sig for knap en fjerdedel af alle coronadødsfald i verden og over hver fjerde bekræftede smittetilfælde.
Hvide sko er opstillet udenfor kongresbygningen i Washington som symbol på de ansatte i sundhedssektoren, der er døde efter at være blevet smittet med coronavirus. USA tegner sig for knap en fjerdedel af alle coronadødsfald i verden og over hver fjerde bekræftede smittetilfælde.

Antallet af bekræftede tilfælde af coronasmittede har onsdag passeret 15 millioner på verdensplan.

Hidtil er 15.000.424 mennesker i verden bekræftet smittet, viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.

USA tegner sig for over en fjerdedel af de bekræftede smittetilfælde. 3,9 millioner mennesker er blevet testet positive for smitten i USA.

I hele verden er knap 618.000 mennesker nu døde med coronasmitte.

Næsten en fjerdedel af de coronarelaterede dødsfald i verden er registreret i USA. Med 142.312 døde coronapatienter er USA det land i verden, der kan melde om flest coronadødsofre.

USA's præsident, Donald Trump, hævder, at landet kun har et højt antal smittede, fordi mange bliver testet.

Men faktisk har USA ikke et testtal, der svarer til det danske, siger Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme og lektor i global sundhed på Aarhus Universitet.

– Der er et meget stort mørketal i USA, siger han.

– Det er formentlig større i Sydamerika og i den grad i Indien. Og det er helt i hegnet i Afrika, hvor der mange steder er utroligt begrænset testkapacitet.

Det betyder, at opgørelserne kun viser en del af det samlede antal reelle tilfælde.

Målt på smittede og døde per indbygger har USA ottendeflest smittede og ligeledes ottendeflest døde på globalt plan, hvis man fraregner småstater som San Marino, Andorra og Vatikanstaten.

Det viser en opgørelse fra statistikhjemmesiden worldometers.info.

Det er mindre end en måned siden, at det samlede antal døde rundede en halv million på verdensplan. Det skete 28. juni. Samme dag rundede smittetallet ti millioner globalt.

Siden er der kommet yderligere en million smittede til hver fjerde eller femte dag.

– Det ser ikke ud til, at kurven på globalt plan er toppet endnu, og det er jo bekymrende.

– Men hastigheden er ikke skræmmende. Hvor mange dage, der er mellem, at endnu en million bliver smittet, siger ikke så meget, lyder det fra Christian Wejse.

Det første smittetilfælde med coronavirus blev bekræftet i Kina i begyndelsen af januar, og tre måneder efter ramte det globale smittetal en million.