USA varetægtsfængsler spionanklaget russisk kvinde

Sex og bedrag var nogle af de værktøjer, en mistænkt agent brugte til at få kontakter i USA, mener anklager.

Maria Butina, som er leder af en gruppe, der arbejder for retten til at bære våben, taler her under en pressekonference i Moskva i 2013. Hun er anholdt på anklage om at have videregivet oplysninger om amerikanske politikere og organisationer til russiske embedsmænd.
Maria Butina, som er leder af en gruppe, der arbejder for retten til at bære våben, taler her under en pressekonference i Moskva i 2013. Hun er anholdt på anklage om at have videregivet oplysninger om amerikanske politikere og organisationer til russiske embedsmænd.

En 29-årig russisk studerende og våbenaktivist, som USA mistænker for at være hemmelig agent for Rusland, er onsdag blevet varetægtsfængslet ved en domstol i Washington.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Maria Butina er sigtet for at have forsøgt at påvirke amerikanske politikere gennem våbenlobbyen National Rifle Association (NRA), som hun var et fremtrædende medlem af.

Kvinden er mistænkt for at have været i kontakt med blandt andet russiske diplomater. Hun var i besiddelse af kontaktoplysninger på folk, som den amerikanske anklagemyndighed mener er ansatte i den russiske efterretningstjeneste FSB.

Butina blev anholdt søndag i Washington, dagen inden, at USA's præsident, Donald Trump, holdt topmøde med den russiske præsident, Vladimir Putin, i den finske hovedstad, Helsinki.

Den 29-årige russiske kvinde beskyldes for at have benyttet sig af sit medlemskab af NRA til at opnå kontakt med ledere i Det Republikanske Parti og til andre amerikanske politikere og ledere.

Hun skal ifølge anklagerne mod hende have samlet information om amerikanske embedsmænd og organisationer og have videregivet oplysningerne til en højtstående russisk embedsmand, som hun afrapporterede til.

Ifølge anklagemyndigheden var sex og bedrag blandt de trick, hun benyttede for at skabe kontakt til indflydelsesrige amerikanere.

Avisen Washington Post skriver, at den amerikanske sikkerhedstjeneste FBI har holdt øje med Butina i månedsvis. Og tilbage i april blev hendes hjem gennemsøgt, oplyser hendes advokat.

I samme periode var hun ved at færdiggøre sin kandidatgrad i statskundskab fra American University i Washington.

Angiveligt havde hun et forhold til en person, der arbejder inden for det politiske liv i USA. Hun skal desuden have tilbudt sex som betaling for at få en stilling i en bestemt interesseorganisation, mener anklagemyndigheden.

Det er ikke oplyst, hvilken person eller hvilken interesseorganisation, det drejer sig om.