
USA fordømmer Ruslands "grove" taktik over for demonstranter, som kræver Putin-kritikeren Aleksej Navalnyj løsladt fra fængslet.
Den nye amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, siger i et tweet, at "USA fordømmer de russiske myndigheders vedholdende brug af en grov taktik over for fredelige demonstranter og journalister på anden uge".
Blinken siger, at USA gentager en opfordring til Rusland om at frigive tilbageholdte, som har udnyttet deres borgerrettigheder".
Udtalelsen kom søndag eftermiddag, da der blev demonstreret i adskillige store russiske byer – deriblandt Moskva, Sankt Petersborg, Vladivostok og Tomsk.
Da Blinken udsendte sin erklæring havde russisk politi anholdt flere tusinde demonstranter i Moskva, Sankt Petersborg og andre byer. Også den fængslede Kreml-kritikers kone, Julia, er anholdt i Moskva. Det rapporterer tilhængere af oppositionspolitikeren på sociale medier.
Blinken har tidligere sagt, at Navalnyj taler for "mange, mange, mange russere, og at det bør blive hørt i stedet for undertrykt".
USA's præsident, Joe Biden, nævnte Navalnyj-sagen, da han talte i telefon med den russiske præsident, Vladimir Putin, tirsdag.
Biden spurgte til anholdelsen af den russiske oppositionsleder og til den forgiftning, der gjorde, at Navalnyj tilbragte flere måneder i behandling i Tyskland.
Også Danmark har officielt taget afstand fra begivenhederne i Rusland. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kritiserer således anholdelser ved demonstrationerne i Rusland.
I et tweet skriver Kofod, at Ruslands ageren udgør et alvorligt og systematisk anslag mod grundlæggende demokratiske værdier og frihedsrettigheder. Han opfordrer til en øjeblikkelig frigivelse af Aleksej Navalnyj og alle fredelige demonstranter.
Mass arrests of peaceful anti-corruption protesters in #Russia constitute a severe and systematic assault on basic democratic rights and freedoms.
— Jeppe Kofod (@JeppeKofod) January 31, 2021
I deplore these arrests and reiterate my call for the immediate release of @navalny and all peaceful demonstrators.#dkpol #Navalny