
Storbritanniens udenrigsminister, Boris Johnson, forlader den britiske regering. Det oplyser den konservative premierminister Theresa Mays kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Boris Johnson var meget aktiv i kampagnen for, at Storbritannien skulle forlade EU. Han har siden da flere gange udtalt sig imod premierministerens linje.
– Denne eftermiddag har premierministeren accepteret opsigelsen fra Boris Johnson som udenrigsminister. Hans erstatning vil blive fundet snarest.
– Premierministeren takker Boris for hans arbejde, skriver Theresa Mays kontor ifølge Reuters i en pressemeddelelse.
Hans afsked kommer samme dag, som brexitminister David Davis forlod den britiske regering.
Boris Johnsons farvel til regeringen er seneste kulmination efter et kabinetmøde den sjette juli, hvor Theresa May forelagde sin plan for Storbritanniens farvel til EU.
Planen indebærer et arbejde for, at Storbritannien holder en tæt tilknytning til EU og ikke mindst EU's toldunion.
Boris Johnson skulle ifølge Sky News have kaldt Theresa Mays plan for "en stor lort" og regeringens på daværende tidspunkt støtte til planen for at "polere en lort".
Der sættes også spørgsmålstegn ved, om Theresa May i sidste ende vil kunne samle et flertal i parlamentet bag den endelige brexitaftale.
Der er blot ni måneder til, at briterne efter planen skal forlade EU.
I Bruxelles er målet at få en brexitaftale på plads allerede i oktober, så den kan nå at blive oversat til alle EU-sprog, blive gransket i medlemslandene og vedtages i Europa-Parlamentet.
Oven på Boris Johnsons exit skriver EU-præsident Donald Tusk på det sociale medie Twitter:
– Politikere kommer og går, men de problemer, de har skabt for andre, bliver.
– Jeg kan kun ærgre mig over, at idéen om brexit ikke er forsvundet med Davis og Johnson. Men … hvem ved?
Theresa May præsenterer sin plan for det britiske parlament senere mandag.
Oppositionspolitikeren Ian Lavery fra Labour kaldte efter David Davis' opsigelse situationen i regeringen for "det rene kaos".
– Theresa May har ingen autoritet tilbage, siger han efter nyheden om brexitministerens opsigelse.