
Tyske piloters magtfulde fagforening Cockpit opfordrer til den første strejke nogensinde i luftfartsselskabet Ryanair.
Strejken, der er varslet til fredag, er en optrapning af en kamp for at få lavprisselskabet til at anerkende fagforeninger i hele Europa.
– Piloterne opfordres til at holde en fire timer lang "advarselsstrejke" fra klokken 5.00 til 9.00 i tyske lufthavne, efter at forhandlinger med det irske luftfartsselskab er blevet aflyst med kort varsel, siger Cockpit i en erklæring.
– Alle piloter, der er direkte ansat af Ryanair, vil blive bedt om at strejke, hedder det i erklæringen fra fagforeningen, som siger Ryanairs udmelding om, at det ville forhandle blot var et "PR-stunt".
Ryanair er kendt for at ligge i evig strid med fagforeninger, som man principielt ikke har forhandlet overenskomster med.
Den irske pilotfagforening Impact har dog tidligere torsdag meddelt, at Ryanair på skrift har anerkendt fagforeningen som forhandlingspartner.
Det bemærkelsesværdige holdningsskift er sket, efter at Impact havde varslet arbejdsnedlæggelser, hvis Ryanair fortsatte sin hårde kurs mod fagforeninger.
Luftfartsselskabet er ramt af mangel på piloter og er derfor ekstra sårbar over for en eventuel konflikt i den travle juletid.
De tyske piloter i Cockpit skulle have åbnet forhandlinger med Ryanair onsdag. Men Ryanair aflyste forhandlingerne, fordi selskabet ikke anerkender to af de fem repræsentanter, som piloterne ville sende til forhandlingsbordet.
Ingolf Schumacher fra Cockpit siger, at flyselskabet ikke synes at være interesseret i et fælles og opbyggeligt samarbejde.
Hvis strejken gennemføres er det den første i flyselskabets 32 år lange historie.