Den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, siger torsdag amerikansk tid, at han stadig har tiltro til de diplomatiske forsøg på at forbedre forholdet mellem Nordkorea og USA.
Han siger videre, at der bliver arbejdet "utrætteligt" med FN for at finde en diplomatisk løsning på konflikten.
– Jeg vil ikke sige, at diplomatiet ikke har virket. Vi vil fortsætte vores diplomatiske arbejde, vi vil fortsætte med at arbejde gennem FN og Sikkerhedsrådet, og vi vil arbejde utrætteligt med det, sagde Mattis.
Udtalelsen faldt før et møde med den libyske premierminister, Fayez al-Seraj, i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.
– På samme tid vil vores diplomater udtale sig med slagkraft, fordi vi har militære løsninger, tilføjede Mattis.
Der er iskold luft mellem de to nationer, efter at det isolerede styre onsdag testede endnu et ballistisk missil.
Det nordkoreanske regime oplyste efter affyringen, at det nu er i stand til at ramme hele det amerikanske fastland med sine missiler og betragter nu sig selv om en atommagt.
Det fik efterfølgende USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, til at true Nordkorea under et møde i FN's Sikkerhedsråd.
– Hvis der bliver krig, så vær ikke i tvivl om, at det nordkoreanske regime vil blive totalt udslettet, sagde Haley.
Ifølge Nordkorea nåede missilet, der blev sendt afsted tidligt onsdag morgen lokal tid, en højde på knap 4500 kilometer.
Det er mere end ti gange så højt som den internationale rumstation.
Missilet fløj både højere og længere end noget andet missil, der er blevet testet i Nordkorea, og landede i Det Japanske Hav.
Eksperter mener, at det nye Hwasong 15-missil i teorien gør Nordkorea i stand til at ramme alle dele af det amerikanske fastland.