Trump-krav om genoptælling sikrer Biden flere stemmer i amt

Joe Biden har sikret sig yderligere 132 stemmer i forhold til Trump efter en genoptælling i Wisconsin.

Joe Biden har siden lørdag kunnet kalde sig USA's kommende præsident. Han ender med 306 valgmænd mod Donald Trumps 232, skriver amerikanske medier. (Arkivfoto).
Joe Biden har siden lørdag kunnet kalde sig USA's kommende præsident. Han ender med 306 valgmænd mod Donald Trumps 232, skriver amerikanske medier. (Arkivfoto).

En genoptælling af stemmer i Wisconsins største amt, Milwaukee, har forøget demokraten Joe Bidens forspring til præsident Donald Trump i delstaten.

Det var præsidenten, der gjorde krav på genoptællingen, der sluttede fredag.

Den forøgede Bidens forspring til Trump med 132 stemmer. I alt sikrede Biden sig yderligere 257 stemmer i forhold til Trumps 125 i forbindelse med genoptællingen af de næsten 460.000 afgivne stemmer.

Trumps kampagne har krævet en genoptælling af stemmerne i Wisconsins to mest folkerige amter, efter at præsidenten tabte delstaten til Joe Biden med næsten 20.000 stemmer ved præsidentvalget.

Begge amter er fortrinsvis demokratiske.

Mens genoptællingen i Milwaukee blev afsluttet fredag, så forventes genoptællingen i amtet Dane County først af være færdig på søndag. Den forventes heller ikke at rykke væsentligt ved det samlede resultat.

Trump-kampagnen har betalt næsten tre millioner dollar – svarende til cirka 13,7 millioner kroner – for de to genoptællinger.

Kontorfunktionær i amtet Milwaukee George Christensen kalder genoptællingen et bevis på, at valget foregik på retfærdig vis.

Genoptællingen demonstrerer, hvad vi allerede vidste: At valg i Milwaukee er fair, transparente og sikre.

Det forventes, at Trump-kampagnen stadig vil igangsætte flere søgsmål for at omvende det overordnede resultat i Wisconsin. Tiden er dog ved at rinde ud for præsidenten, da delstaten forventes at certificere resultatet af præsidentvalget på tirsdag.

Joe Biden blev for tre uger siden udråbt som vinder af præsidentvalget af de store amerikanske medier.

Han sikrede sig ved valget 306 valgmænd mod Trumps 232. Mange flere end de 270 det kræver for at blive USAs næste præsident.

/ritzau/Reuters