Voldsomt uvejr med massiv regn har ramt den tørkeramte delstat Californien, hvor de skovbrandshærgede landskaber har svært ved at opsuge vandet.
Det har ført til oversvømmelser og jordskred i den nordlige del af delstaten.
Hård vind, der også har ramt området, har væltet elledninger og træer. To personer har mistet livet.
Uvejret, som meteorologer betegner som en bombecyklon, ramte byerne San Francisco og Oakland søndag. Delstaterne Oregon og Washington længere nordpå er også påvirket.
I British Columbia i det vestlige Canada har uvejret efterladt tusindvis uden strøm.
I seks måneder frem til september havde Californiens hovedstad, Sacramento, ikke haft noget regn, men nu er byen blevet oversvømmet med 14 centimeter regn.
Billeder fra flere californiske byer viser gader, der er oversvømmet med vand.
I San Rafael er gaderne fuldstændig oversvømmet, og vandet er steget op over flere bilers dæk.
Meteorologer siger, at de udtørrede områder i den vestlige del af USA har svært ved at absorbere kraftig regn. I stedet skyller vandet over overfladen og skaber ødelæggelser.
Problemet er blevet forværret af de enorme skovbrande, der har hærget over sommeren i regionen og brændt mange tusinde kvadratkilometer ned.
De berørte områder er særligt sårbare over for oversvømmelser, da de ikke har nogen vegetation til at suge vandet op.
Det vestlige USA er blevet mere sårbart over for skovbrande efter flere år med tørke. Brandene er i samme periode blevet længere og mere intensive.
Forskere mener, at global opvarmning har forværret tørken. Global opvarmning øger også risikoen for ekstreme vejrbegivenheder som oversvømmelser.
En bombecyklon bliver dannet, når lufttrykket falder brat, mens en storm tager til i styrke.
Den kraftige storm har i løbet af mandagen bevæget sig gennem Californien. Den har også bragt gode nyheder med sig, da der er faldet en masse sne i bjergkæden Sierra Nevada, hvilket tillader skisportssteder at åbne tidligere i år end normalt.
/ritzau/AFP