
Sverige har onsdag ændret rejsevejledningen til Danmark, så svenskere ikke længere frarådes ikke-nødvendige rejser over Øresund.
Det fremgår af den svenske regerings hjemmeside.
Fra 29. juli ophæver Sverige således anbefalingen om at undgå alle ikke-nødvendige rejser til både Danmark, Norge, Schweiz og Tjekkiet.
Omvendt forlænges anbefalingen om at undgå rejser til blandt andet Bulgarien, Estland, Finland, Letland, Holland og Østrig frem til 12. august.
Den svenske regerings grønne lys til rejser til Danmark kommer, efter at de danske myndigheder over de seneste uger har tilladt turister fra flere og flere regioner af Sverige at rejse ind i Danmark.
Af de seneste danske rejsevejledninger fremgår det, at i alt 12 regioner i Sverige er godkendt – og dermed markeret med gult af de danske myndigheder.
Det betyder, at danskere ikke længere frarådes at rejse dertil. Og omvendt kan tilrejsende derfra frit rejse ind i Danmark, hvis de har et anerkendelsesværdigt formål eller har booket mindst seks overnatninger i Danmark.
Hvis man er fra en af de tre grænseregioner Skåne, Halland og Blekinge, behøver man dog hverken anerkendelsesværdigt formål eller booking af seks overnatning.
Resten af Sverige er fortsat markeret med orange. Det vil sige, at danskere frarådes alle ikke-nødvendige rejser dertil. Og omvendt skal tilrejsende fra disse områder have et anerkendelsesværdigt formål for at rejse ind i Danmark.
Listen over anerkendelsesværdige formål er lang. Det kan være et arbejde, studie, højskoleophold eller en jobsamtale, der giver tilladelse til indrejse.
Der er også flere private forhold, som anses for anerkendelsesværdige. Eksempelvis hvis man har et barn eller en kæreste i Danmark, eller hvis man skal deltage i en begravelse.
Der gives også grønt lys til indrejse, hvis man eksempelvis har eget sommerhus eller båd i Danmark.