Republikanerne i Senatet har mandag fremlagt et forslag til en ny coronahjælpepakke på 1000 milliarder dollar.
Internt i partiet er der dog uenighed om forslaget, og Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, opfordrer Republikanerne til at bilægge striden, så de to partier sammen kan blive enige om indholdet i en krisepakke.
Ifølge forslaget skal en ekstraordinær føderal støtte til arbejdsløse på 600 dollar om ugen sættes ned til 200 dollar. Støtten har hidtil hjulpet de millioner af amerikanere, som har mistet deres arbejde under virusudbruddet, men ordningen udløber fredag.
– Tiden er ved løbe ud, siger Nancy Pelosi.
På forhånd er partierne enige om, at der skal afsættes flere penge til at teste personer for coronavirus, til at hjælpe skolerne med at forberede sig på at åbne igen til efteråret og til at hjælpe mindre firmaer og virksomheder.
Republikanerne foreslår også at give alle voksne amerikanere 1200 dollar i direkte hjælp, som det er sket en gang tidligere under pandemien. Også dette forslag bakker Demokraterne op om.
På Det Republikanske Partis højrefløj mener flere, at der bliver ruttet for meget med pengene.
– Svaret på disse udfordringer er ikke bare at skovle penge ud af Washington. Løsningen er at få folk tilbage i arbejde og genstarte økonomien, siger Ted Cruz, der er republikansk senator for Texas.
Præsident Donald Trumps finansminister, Steven Mnuchin, og hans stabschef, Mark Meadows, har arbejdet med forslaget i weekenden.
– Republikanerne i Senatet har fremlagt et modigt rammeværk for at hjælpe vores nation, siger Mitch McConnell, der er partiets leder i Senatet.
Demokraterne fik i maj et forslag om en hjælpepakke på 3000 milliarder dollar godkendt i Repræsentanternes Hus, hvor partiet har flertal, men det forslag afviste Senatet, hvor magtbalancen er i Republikanernes favør, at tage stilling til.
Nancy Pelosi og partifællen Chuck Schumer, der er partiets leder i Senatet, indledte efter fremlæggelsen af forslaget forhandlinger med finansminister Mnuchin og Mark Meadows.
– Vi håbede på at kunne nå til enighed. Men vi deler tydeligvis ikke de samme værdier. Vi må bare se, om vi kan finde fælles fodslag. Men der er vi ikke endnu, siger Pelosi efter mødet.