
Polens udenrigsminister, Jacek Czaputowicz, er gået i offensiven for at imødegå noget af den kritik, som Israel retter mod et polsk lovforslag om koncentrationslejren Auschwitz.
Forslaget vil gøre det strafbart at omtale lejren som polsk.
– Nogle formuleringer (i lovforslaget red.) kan være misledende, siger Czaputowicz til polsk tv om forslaget.
Han tilføjer, at loven ikke skal bruges til at undertrykke akademiske diskussioner.
Kritikken fra Israel – og også fra polske oppositionspolitikere – går blandt andet på, at loven kan bruges til at holde oplysninger om polsk medvirken til naziforbrydelser nede.
Men udenrigsminister Czaputowicz siger, at det eneste formål med loven er at sikre, at skylden ikke placeres forkert.
Det skal sikres, at det ikke kommer til at fremstå som om, at koncentrationslejren Auschwitz i Polen blev bygget af Polen selv.
Der blev dræbt over en million jøder fra 1940 til 1945 i Auschwitz og den nærliggende dødslejr Birkenau af de tyske nazister.
Polen påpeger, at det skete, mens Polen var besat af Nazityskland. Derfor kan Auschwitz og Birkenau ikke være polske.
Siger man det, kan det koste op til tre års fængsel ifølge lovforslaget.
Lørdag aften forsvarede premierminister Mateusz Morawiecki sit land på Twitter.
– Auschwitz er en af de mest bitre lektioner om, hvordan onde ideologier kan føre til helvede på Jorden. Jøder, polakker og alle ofre bør vogte om mindet fra alle dem, der blev myrdet af tyske nazister.
– Auschwitz-Birkenau er ikke et polsk navn, og Arbeit Macht Frei er ikke en polsk sætning.