
Perus præsident undgår en rigsretssag – under beskyldning for at give et hemmeligt løfte til oppositionen for at vinde en afstemning.
Otte stemmer sikrede præsident Pedro Pablo Kuczynskis overlevelse efter en ophedet debat. For at indlede en egentlig rigsretssag skulle to tredjedele af kongressen stemme for.
Et medlem af kongressen fortæller, at præsidenten kun overlever, fordi han havde lovet medlemmer af oppositionen at benåde den fængslede eksleder Alberto Fujimori.
Cecilia Chacon fra oppositionspartiet Fuerza Popular siger, at ti stemmeafståelser fra en fraktion i hendes parti hjalp til at forhindre rigsretssagen.
– Det er det, de fortæller os, siger Chacon ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der blev klappet inde i kongressen, og støtter af den 79-årige statsleder brød ud i jubel uden for bygningen med peruanske flag, da det stod klart, at der ikke var opbakning til at indlede en sag.
– I morgen indledes et nyt kapital i vores historie: Forsoningen og genopbygningen af vort land, skriver Kuczynski på Twitter.
Oppositionen havde præsenteret et forslag om at indlede en rigsretssag mod Kuczynski, som ifølge oppositionen er "moralsk inhabil" på grund af sine forbindelser til det brasilianske selskab Odebrecht.
Selskabet erkendte i 2016 at have betalt bestikkelse til politikere over hele Latinamerika for et samlet beløb på 800 millioner dollar.
Forslaget blev underskrevet af politikere fra hele det politiske spektrum i Peru.
Kuczynski ejede et firma, Westfield Capital, som modtog lidt over fem millioner kroner i betalinger fra et konsortium under ledelse af Odebrecht mellem 2004 og 2007.
I den periode var Kuczynski finansminister og premierminister i en tidligere regering.
Kuczynski er den tredje præsident i Peru, der er indblandet i den største korruptionssag i Latinamerika.
Ekspræsident Alejandro Toledo og efterfølgeren Ollanta Humala er blandt flere, som mistænkes for at have taget imod bestikkelse i sagen.