Overlæge: Trumps tidlige udskrivelse er usædvanlig

Det virker ret tidligt, at Donald Trump efter kun tre døgns indlæggelse er udskrevet, vurderer Jens Lundgren.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er natten til tirsdag vendt tilbage til Det Hvide Hus efter tre døgns indlæggelse med covid-19.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er natten til tirsdag vendt tilbage til Det Hvide Hus efter tre døgns indlæggelse med covid-19.

Efter tre døgns indlæggelse med covid-19 er den amerikanske præsident, Donald Trump, natten til tirsdag dansk tid blevet udskrevet.

Han lever op til kriterierne for udskrivelse, har præsidentens læge, Sean Conley, sagt.

Det er dog usædvanligt, at en person kan forlade et hospital så tidligt efter at have været indlagt med virusset. Det vurderer Jens Lundgren, der er professor og overlæge i infektionsmedicin på Rigshospitalet.

Han forklarer, at det altid er den enkelte patients tilstand, der afgør, hvornår en patient kan blive udskrevet efter indlæggelse.

I Trumps tilfælde er det kun dem, der går omkring ham, der reelt kan vurdere hans tilstand, understreger Jens Lundgren.

– Men det her er bare tidligt – og specielt hvis man stadig har behov for intravenøs behandling med lægemidlet Remdesivir, som han stadig får og skal have i fem dage.

– Det sker aldrig, at man udskriver folk så tidligt, siger Jens Lundgren.

Efter udskrivelsen fra hospitalet er der optaget videoer med præsidenten fra turen tilbage til Det Hvide Hus.

På videooptagelserne vurderer Jens Lundgren, at Trump ligner en, der hiver efter vejret og har åndedrætsbesvær.

Problemer med vejrtrækningen kan være en af påvirkningerne af coronavirus, og derved kan der være en risiko for, at præsidenten ikke er helt rask endnu.

– Jeg ville være bekymret for hans sundhedstilstand i øjeblikket, siger Jens Lundgren.

Den 74-årige præsident blev indlagt på Walter Reed-militærhospital i delstaten Maryland fredag.

Hen over weekenden var der meldinger om, at han havde høj feber.

Men mandag eftermiddag kunne hans stabschef, Mark Meadows, fortælle, at præsidenten var i bedring.

I forbindelse med Trumps udskrivelse har hans læger på et pressemøde sagt, at præsidenten lever op til alle krav for at blive udskrevet.

Trump kæmper i øjeblikket for at fortsætte som amerikansk præsident for en ny fireårig periode. Det sker i en valgkamp mod demokraten Joe Biden.

Det amerikanske præsidentvalg står til at finde sted 3. november.